rizc skaber Maknitude: Henter LPSP
Den velkendte danske kommentator rizc vender nu tilbage som organisationsejer, da han skaber Maknitude, som i første omgang bliver repræsenteret af LPSP.
I samme ombæring løfter holdet også sløret for den sidste spiller, da dragoNfly overtager den ledige plads, som NaToSaphiX efterlod, da Heroic tilbød ham en kontrakt for blot fem dage siden.
rizc har tidligere gjort sig som ejer, da han var manden bag Magistra, der havde spillere som NaToSaphiX og oW på holdkortet, inden rizc solgte brandet af økonomiske årsager.
Økonomien er dog ikke problem længere, for med arbejde på blandt andet TV2 ZULUs CS:GO udsendelser samt flere events så som DreamHack Open Rio har rizc nu økonomien til at føre sin drøm ud i livet.
Grunden til, at jeg stoppede tilbage i sin tid, var, at jeg simpelthen ikke kunne leve af at drive Magistra, og da jeg dengang ikke havde andet end et kommentator-gig hver tredje måned, blev jeg nødt til at fokusere på at finde en måde at tjene nogle penge, så jeg kunne betale husleje, og så blev jeg nødt til at sælge organisationen dengang. I dag er jeg så heldig at have masser af arbejde på dansk TV samt et par udenlandske events her og der, så pengene er ikke et alvorligt problem længere - men viljen til at gøre den danske scene mere stabil for andre end bare top 4 holdene er der stadig, hvilket lige præcis er årsagen til, at jeg har startet Maknitude, for at være en del af at skabe en lysere, mere stabil og struktureret fremtid for dansk Counter-Strike, og esport generelt, siger den garvede kommentator til Dust2.dk.
Maknitude skal først og fremmest slå sit navn fast på den danske scene, men ambitionerne er langt større end det; organisationen skal udvikle fremtidens topspillere.
Målsætningen er først at introducere brandet til den danske scene og de danske fans, og med hjælp fra LPSP-drengene tror jeg, vi er godt på vej mod det mål. Det langsigtede mål er at understøtte talentudviklingen og udvikle de spillere, som om et par år skal spille på danske tophold. Udover det, skal holdet/holdene stadig være konkurrencedygtige på den danske scene - tænk Counter-Strikes svar på Ajax Amsterdam - fantastiske til at udvikle talenter til topklubberne, men stadig konkurrencedygtige. Der går dog nok lidt tid, før vi når tilsvarende position i Counter-Strikes Champions League, afslutter rizc.
rizc fortæller desuden til Dust2.dk, at Maknitude hjælper spillerne med udgifter til blandt andet LANs, men de kan til gengæld smutte kvit og frit, hvis der kommer et bedre tilbud, mens rizc jagter sponsorer.
Maknitude kan opleves i POWER Ligaen, hvor holdet overtager den ledige plads, som Hobro Vikings efterlod.
Maknitude består af:
- PERCY
- smF
- sycrone
- AnJ
- dragoNfly