Astralis vinder ESL Pro League S12 efter drama
Her til aften stod den på finale i ESL Pro League S12, hvor danske Astralis stødte sammen med russiske NaVi.
NaVi startede ud med en 1-0 map-fordel, da de havde kæmpet sig igennem upperbracket, mens Astralis måtte tage den længere vej igennem lowerbracket.
Finalebraget startede ud på Dust2, hvor NaVi lagde godt fra start på T-siden, og dermed var foran 9-6 ved halvlegen. Ved sideskiftet formåede Astralis at kæmpe sig til yderligere seks runder, men i sidste ende var russiske NaVi dog for stærke, og de tog derfor mappet 16-12.
Næste map stod på Nuke, og her var det endnu engang et velspillende NaVi-mandskab, der lagde sig i spidsen med 9-6 ved halvlegen.
Efter sideskiftet fik Astralis dog hentet en del runder på CT-siden, og det var især en velspillende dupreeh, der fik bragt danskerne i spidsen med 15-14. I 30. runde formåede device at hive en afgørende 1v2 hjem mod s1mple og electronic, og Astralis tog dermed mappet 16-14.
Tredje map stod på Train, og her var det et særdeles dominerende Astralis-mandskab, der var mødt op til kamp. Ved halvlegen var danskerne således foran med 13-2, ikke mindst på grund af en yderst velspillende es3tag.
Ved sideskiftet beviste NaVi dog, at de ikke var klar til at lade Astralis tage endnu et map. s1mple og kompagni formåede nemlig at hive 13 runder hjem, mens Astralis måtte nøjes med to runder, og Train måtte derfor ud i overtid.
I overtiden fulgtes begge hold godt ad, og skiftedes til at tage runder, hvilket førte til endnu en overtid, hvor Astralis pressede finalen ud på det sidste og afgørende map.
På Overpass startede Astralis ud med at dominere på deres T-side, da de til pause gik i front med 11-4. Da holdene byttede sider, var NaVi ved at lave endnu et comeback, men i denne omgang stoppede Astralis dem, inden det blev alt for tæt.
Astralis vinder dermed den europæiske udgave af ESL Pro League S12, og kan gå sejrrigt fra kampen med en præmiesum på lige knap 630.000 kroner. NaVi må derimod nøjes med andenpladsen og en præmiesum på knap 343.000 kroner.