
NiKo forsvarer zonic: "For mig er han helt klart den bedste coach, jeg har arbejdet med"
Bosnieren tager bladet fra munden og forklarer, hvad der skete under timeoutten i København, hvor en ellers stille pause blev til et viralt klip på sociale medier.
HLTV fangede NiKo umiddelbart efter sejren over Rare Atom i PGL Bukarest og spurgte til episoden, hvor både han og zonic var i fokus.
Når det kommer til det klip, så er det fuldstændig noget vrøvl. Jeg er ret sikker på, at det var mig, der satte ham (zonic, red.) i en dårlig situation ved at spørge: ‘Skal jeg kalde noget eller ej?’ For jeg er 100% sikker på, at han også ville have kaldt noget. Det var bare en virkelig intens situation, folk var meget stressede, og derfor begyndte folk at stille spørgsmål. Jeg tror, vi spillere satte ham i en dårlig position ved at spørge om de ting, og selvfølgelig valgte BLAST at dele den del af timeoutten, men de ved ikke, hvad der skete før eller efter.
Dermed giver NiKo sin version og afviser kritikken, som især har været rettet mod zonic. Men han har mere på hjerte:
Jeg vil ikke gå alt for meget i detaljer om den timeout, men én ting, jeg gerne vil sige, er, at de her klip, som turneringsarrangørerne poster, er ved at gå lidt over gevind, især nu hvor der ikke længere er nogen Louvre-aftale. Det betyder, at de bare kan gøre, hvad de vil, når det gælder om at poste den slags. Folk kan ikke længere godkende eller afvise det – det bliver bare lagt ud uden engang at spørge ledelsen.
Jeg siger ikke, at der ikke skal være noget indhold, men jeg synes, der bør være en grænse for, hvad der skal postes, og hvad der ikke skal. Det er noget, vi virkelig skal tage os af – både som spillere, trænere og som organisationer. Vi skal beskytte hinanden så godt som muligt, og det er noget, vi mangler i det nuværende miljø uden de aftaler. Så der skal helt klart ske noget på det område.
"Den bedste coach jeg har arbejdet med"
Derudover sætter stjernespilleren ord på, hvordan holdet rejste sig fra en 0-2-start i Bukarest, og hvordan zonic har været en stor faktor i kovendingen – fra næsten elimineret til videre til slutspillet.
Vi taber kampe, og det ser skidt ud, men vi bliver ved med at tale, kæmpe og lede efter løsninger, og han er nok den største grund til, at vi fandt rytmen igen og begyndte at vinde ved denne turnering. For mig er han helt klart den bedste coach, jeg har arbejdet med. Men som jeg sagde, den kritik der har været, kommer jo af resultaterne. Jeg håber bare, vi snart begynder at levere nogle gode resultater.
Det er helt vildt at se, hvordan man kan gå fra at være verdens bedste coach til at blive svinet til overalt. Det er latterligt. Han må jo have nogle kvaliteter, hvis han har været verdens bedste coach i flere år. Jeg har også hørt nogle podcasts, hvor folk siger, at han kun er en moral-coach og sådan noget – det er det rene vrøvl. Han gør meget mere end det. Han er også tålmodig, og vi tror alle på ham. Og det er det vigtigste.
Det var efter kampen mod Virtus.pro, at BLAST valgte at poste timeout-klippet på det sociale medie X. Klippet fik hurtigt folk til tasterne – og siden har kritikken regnet ned over BLAST. Flere mente, at zonic og Falcons blev udstillet uretfærdigt baseret på det korte klip.
Torsdag morgen gælder det så den afgørende kamp om en plads i slutspillet, når NiKo, zonic og Falcons møder The MongolZ, når gruppespillet i PGL Bukarest afgøres.
Læs hele artiklen på HLTV.