Medier: mousesports har dansker i kikkerten
Danske acoR har sammen med australieren dexter fanget mousesports' opmærksomhed, da den tyskejede organisation overvejer at hente de to spillere.
Det skriver HLTV.org og 1pv.fr.
dexter er ingame leader i Renegades, og han er derfor tiltænkt som erstatning for danske karrigan, der endnu ikke har besluttet sig for, om han vil forlænge sin kontrakt med mousesports.
At valget lige er faldet på dexter skyldes formentlig mousesports' træner, mithR, der i løbet af 2020 var træner i netop Renegades, hvor han arbejdede tæt sammen med dexter.
acoR skal ifølge de to medier erstatte chrisJ, som er blevet vejet og fundet for let.
chrisJ har ellers været en del af mousesports i over syv år, men niveauet har været nedadgående i lang tid for den 30-årige hollænder, der endte 2020 med en rating på 0,91.
Med tilgangen af acoR får mousesports en noget yngre spiller, da han blot er 23 år, og samtidig løser de problemstillingen med en manglende AWP-spiller. acoR kommer desuden med en god portion selvtillid fra MAD Lions, da han i 2020 havde en rating på 1,14 og vandt Flashpoint 1.
mousesports ønskede ikke at kommentere oplysningerne over for HLTV.org, og de involverede spillere har heller ikke selv be- eller afkræftet det mulige skifte.
Hvis det bliver en realitet, kommer mousesports til at bestå af:
- acoR
- ropz
- Bymas
- frozen
- dexter
- mithR (Coach)