"Jeg har lovet at give McDonald's, hvis vi går 18-0"
Tredje spillerunde i Elgiganten Ligaen 2.- 3.- og 4. Division blev skudt i gang i går og fortsatte i dag, og her skulle flere spændende dueller udspilles.
I 2. Division A var det særligt Ølgod Efterskole 2, der havde en forrygende aften på kontoret. Her blev det nemlig til to sejre ud af to mulige, da holdet mødte henholdsvis Sørby Titans og Hobro Vikings.
Med de to sejre har Ølgod Efterskole 2 nu kæmpet sig op på en fjerdeplads i 2. Division A.
Også i 3. Division A blev føringen øget, da Cerebrum og HDE.Wild udbyggede føringen med en sejr hver mod henholdsvis Sørby Cypher og Multihunter Elite.
De to hold placerer sig nu øverst i tabellen i divisionen, idet begge hold har vundet samtlige fem kampe, og dermed begge ligger inde med 15 point.
Dust2.dk har fanget Cruz fra Cerebrum.GG, som uddyber den gode start på sæsonen.
Vi har fået den start på sæsonen, vi forventede. Det skyldes, at vi har smidt den tid og de kræfter i projektet, som det kræver for at vinde kampene, og det ser vi resultatet af nu.
I resten af sæsonen regner vi også med at kunne levere samme niveau - måske endda højere end dét, vi har vist indtil nu. I øjeblikket handler det dog om at udvikle videre på vores strategier, så vi kan blive et bedre hold, fordi vi endnu ikke er helt tilfredse med niveauet, vi har lagt for dagen, beretter Cruz fra Cerebrum.GG over for Dust2.dk.
Et andet hold, som i den grad også spillede et sæt stærke kampe i dag, var FAST Forward i den nederste division, 4. Division A.
Det danske manskab med xDPiratManden ved roret fortsatte nemlig deres imponerende stime i aftenens spillerunde, hvor der var to kampe på programmet. Her fløj det danske mandskab gennem deres to kampe og vandt 16-8 og 16-4, og dette er noget, som gør holdets IGL meget tilfreds.
Vi er startet forholdvis godt og tilfredsstillende ud, hvis vi bare kigger på pointene. Når det kommer til vores spil, spiller vi en lidt for tæt kamp mod Sønderborg i sidste spillerunde, som vi føler er et hold, vi ikke må spille så tæt med, men i dag fortsatte vi sejrene og har vundet alle kampe, og det er jo dét, vi er glade for lige nu.
Hvad forventningerne angår for resten af sæsonen, så er målet helt klar at rykke direkte op ved at vinde ligaen. Vi føler, at vi selv er helt klar til at spille både i 3.- og 2. division, så selvfølgelig skal vi rykke op. Udover det så ved jeg, at drengene også er motiverede til at vinde alle kampene, da jeg har lovet at give McDonald's, hvis vi går 18-0, fortæller xDPiratManden til Dust2.dk.
Om spillerne fra FAST Forward ender med at gå 18-0 og sikre sig både oprykning og McDonald's, vil kun tiden vise. Lige nu ser det dog lovende ud for holdet, som har vundet samtlige seks kampe.
4. Division A