17-årig sender Astralis i lowerbracket
Astralis lider nederlag til svenskerne fra NIP i BLAST Premier Spring, hvor gruppe A i dag blev skudt igang.
Åbningskampen forløb ikke, som danskerne havde håbet, da de tabte 2-0 til NIP, der netop har fået den blot 17-årige ztr ombord, som erstatning for twist. Kampen mod Astralis var dermed også svenskerens debut med holdet.
Det unge svenske talent, der er hentet fra organisationens akademihold, var godt med på Overpass, hvor NIP hurtigt lagde sig i front. På T-siden lykkedes det danskerne, stærkt anført af dupreeh, at udligne til 13-13. Herfra tog svenskerne dog igen styringen for at sikre sejren på deres map valg.
Det var derfor altafgørende for Astralis at hente sejren på Inferno, men her trådte ztr for alvor i karakter og sikrede NIP sejren med 21 kills på seriens sidste map. Det unge talent fik da også ros af kommentatorerne efter kampen, hvor Pimp hurtigt udpegede den 17-årige som kampens vigtigste spiller, der var afgørende for NIPs sejr.
Dagens anden kamp i BLAST Premier Spring står mellem BIG og OG, hvor vinderen kan se frem til at møde NIP, mens taberen skal dyste mod Astralis i gruppens lowerbracket. Opgøret kan følges på BLASTs Twitch-kanal herunder.