Officielt: karrigan forlader mousesports
Opdateret klokken 11:37: Både karrigan og FaZe har nu bekræftet, at han skifter til FaZe. Læs mere her:
karrigan stopper på mousesports.
Det bekræfter mousesports på Twitter.
Her takker den tyske organisation også karrigan for at have stået i spidsen for holdet i de seneste knap to år og ønsker danskeren held og lykke.
De oplyser desuden, at karrigans kontrakt er ophævet efter gensidig forståelse.
På Twitter har karrigan også selv taget afsked med mousesports.
Når passion bliver til arbejde, er det svært ikke at blive personligt knyttet til de personer, du stræber efter at nå toppen sammen med. Hele holdet er blevet min familie, og jeg vil gerne takke alle, som har været en del af denne rejse. Tak, mousesports. Jeg vil aldrig glemme det, skriver karrigan.
karrigans kontrakt med mousesports stod til at udløbe til marts, og i januar bekræftede den tyske organisation overfor HLTV, at man var på udkig efter alternativer til danskeren.
Det alternativ fandt man i australske dexter, der i sidste uge blev præsenteret som ny ingame leader.
Det pustede yderligere liv til de rygter, der sender karrigan tilbage til FaZe, hvor han var IGL fra 2016 til 2018, inden han kom til mousesports.
I og med at karrigan nu er fri af sin kontrakt, kan han potentielt nå at tilslutte sig netop FaZe, før IEM Katowice begynder på torsdag. De mangler nemlig en spiller, da olofmeister søndag aften annoncerede, at den netop overståede finale mod NaVi var hans sidste i FaZe-trøjen.