Historisk aftale: DR sikrer sig rettighederne til slutspillet
DR og Dust2.dk har indgået en TV-aftale for hele 2021. Alle tre slutspil i Danmarks bedste CS:GO-liga, Elgiganten Ligaen, bliver dermed vist på streaming-platformen DRTV.
DR har med aftalen sikret sig de eksklusive danske rettigheder til ligaens slutspil, der kommer til at blive produceret af DR i flotte rammer, som du kender det fra det vanlige produktioner af DR Sporten.
Aftalen er et meget stort og vigtigt skridt for os i bestræbelserne på at skabe en bæredygtig CS:GO-scene med flere fuldtidsprofessionelle danske spillere. Med en professionel DR-produktion får dækningen af ligaen et kæmpe løft og kommer ud i dagligstuerne til familien Danmark, siger Christen Sandersen, chefredaktør på Dust2.dk,om ligaens første TV-aftale nogensinde.
Ligaen er nået et punkt, hvor det næste store skridt var en TV-aftale, så vi er rigtig glade for, at DR kan se samme værdi i ligaen og dens fremtid, som vi selv kan. DR er om nogen garant for at samle Danmark, og netop dette har fra ligaens spæde start været vores ønske. Dust2.dk har fokuseret på at være samlende for alle aktører på scenen, lige fra skoler til fuldtidsprofessionelle hold, tilføjer direktør i HLTV.org, Martin Rosenbæk.
Slutspilskampene bliver med aftalen flyttet væk fra Twitch, men det forbliver gratis at se. Hos DR glæder de sig til at byde de mange fans og danske CS:GO-entusiaster velkommen på DRTV.
Vi har et mål om, at DR får en større betydning i flere unges liv. Derfor glæder det os, at vi her kan være en del af et fællesskab, som betyder rigtig meget for mange af dem. Vi glæder os også til at gøre DRTV til en hjemmebane for de kommende danske Counter-Strike-stjerner, og vi glæder os til at vise seerne alt det andet gode indhold til unge, der kan findes inde på platformen, siger Michael Jensen, strategisk sportsredaktør i DR Medier.
Slutspillet fra indeværende sæson er rykket til den 26.-28. april, hvor du kan se frem til den bedste produktion af Dust2.dks liga-slutspil nogensinde. De to andre slutspil i år forventes at blive spillet i slutningen af juni og november.
Dust2tv går live netop nu på Twitch, hvor Sander, Quintin, Kjasper og blaq snakker om aftalen og svarer på spørgsmål.