
fnatic-medejer udtrykker stor skuffelse
Den europæiske MRQ-turnering blev en stor skuffelse for blameFs fnatic, der røg ud af den europæiske majorkvalifikation på en delt næstsidsteplads.
I fnatic-lejren har de heller ikke lagt skjul på, at det er en skuffelse at misse sommerens major i Austin. Men ifølge holdets medejer og vækstchef (CGO),
Patrik "cArn" Sättermon, så var måden hvorpå de røg ud af kampen om majorpladserne en endnu større skuffelse.
Det udtaler cArn blandt andet i et opslag på X, hvor han sætter ord på det skuffende MRQ-exit, og lægger op til, at der muligvis kan være flere ændringer på vej på holdet, der i forvejen har skiftet en del ud siden årsskiftet.
Sidste uges exit fra CS2 Austin major-cyklussen var, i mangel af et bedre ord, meget, meget skuffende.
Vi vidste, at det ikke ville blive let at sikre en af de seks pladser videre fra den europæiske MRQ-turnering, men vi gik ind til MRQ'en med masser af selvtillid efter de forbedringer, vi har foretaget på vores hold i løbet af de sidste par off-seasons - senest med købet af jambo, som uden tvivl er en AWP'er i topklasse, med en meget lys fremtid.
Det CS, vi til sidst spillede, da det virkelig gjaldt, var simpelthen ikke godt nok - faktisk meget langt fra. Vi er nu nødt til at stille os selv et par store spørgsmål: Hvordan kommer vi videre herfra? Og hvordan ser vores holdkort ud, når vi går ind i den næste major-cyklus? Alt imens vi gør alt, hvad vi kan, for at kæmpe for vigtige VRS-point i de onlineturneringer, vi har planlagt i den nærmeste fremtid, skriver en tydelig skuffet cArn i sit opslag på X.
fnatic stillede til start i den europæiske MRQ-turnering med danske b0RUP på holdet i stedet for KRIMZ, der af personlige årsager ikke havde mulighed for at deltage.
Onsdag vendte KRIMZ tilbage til fnatics startfemmer, da holdet tog hul på onlineturneringen Tipsport Conquest of Prague 2025.