Dansker spiller med i flusha og suNnys projekt
Danske NaToSaphiX kan meget vel være på vej tilbage, siden han den seneste tid har spillet med flusha og suNny som en del af deres europæiske GORILLAZ-projekt.
Mandskabet består foruden den tidligere Major MVP flusha og suNny også af sergej og EspiranTo, som tidligere fik selskab af den tyrkiske AWP'er Calyx, der dog takkede af efter en prøveperiode.
Det er i stedet sergej, som med stor succes har taget AWP'en i hænderne og holdt fast i rollen selv efter den danske AWP-spillers ankomst. NaToSaphiX er dermed rykket over på en riffel.
Danskeren har indtil videre spillet med i to kampe i Spring Sweet Spring Regionals samt en enkelt kamp i Elisa Invitational, hvor det blev til et nederlag til franske DBL PONEY. Han har desuden en gennemsnitlig 1,14 rating henover de i alt seks maps, han har spillet med det europæiske projekt.
NaToSaphix har en fortid hos blandt andre Heroic, Sprout og Nordavind, mens han senest har spillet med Lyngby Vikings-holdet, der deltog i Elgiganten Ligaen sæson 16.
Netop Lyngby Vikings er den næste modstander i GORILLAZ' kalender, da de to hold mødes i Elisa Invitational på torsdag. Holdet deltager desuden også i Spring Sweet Spring Regionals og BLAST Rising senere på ugen.
Dust2.dk har kontaktet NaToSaphiX, som ikke har ønsket at kommentere på GORILLAZ-rygterne, eller hvorvidt han står til en fast plads på holdet, hvorfor det må formodes, at der er tale om en prøveperiode lignende den, Calyx havde tidligere på året.
GORILLAZ stiller i øjeblikket med følgende spillere:
- flusha
- suNny
- sergej
- EspiranTo
- NaToSaphiX