Nu gælder det for ligaens bundprop
Der er allerede spillet en del kampe i POWER Ligaen i denne sæson, og næsten alle hold har fået point på kontoen.
Eneste undtagelse er Atlando Esports, der efter fem kampe fortsatte må se et rundt '0' på pointtavlen. Det har ikke været den start, de havde håbet på hos de rødblusede, lyder det fra holdets kaptajn, tekziNz.
Det er absolut ikke gået som håbet. Vi havde ikke umiddelbart regnet med, at der skulle stå 0 point på kontoen nu, siger han og tilføjer, at målet fra sæsonstarten var overlevelse i ligaen.
Nu har vi jo skiftet ud på vigtige positioner, så målet fra min side af har hele tiden været overlevelse, ligesom det var i sidste sæson. Hvis vi så kan ende højere end det, så er det bare en bonus.
Atlando Esports fritstillede inden denne sæson PihLziNh0 og Helik og hev Cube og Davud ind i stedet. Det har indtil videre ikke givet point, men ingame leaderen har dog stadig troen på, at holdet kan nå at vende skuden.
Ja, det tror jeg godt, at vi kan. Men det kræver virkelig, at alle på holdet tager skeen i den anden hånd.
I mange af de kampe vi har spillet, har vi haft virkelig gode udgangspunkter for at hive mange runder hjem. Men vi taber ALT for mange anti-ecos og ALT for mange overtalsrunder grundet individuelle fejl. Kampene mod MASONIC og Campus Vejle * Instinct er glimrende eksempler på netop dette. Får vi fixet de her individuelle fejl, så skal vi nok få sejre på bordet, siger tekziNz.
For at rette op på fejlene har fokus blandt andet været på at se kampene igennem og køre teorisessions. Og så har holdet været på bootcamp.
Her fik vi styrket et i forvejen fantastisk sammenhold på holdet. Vi har det oprigtigt virkelig godt sammen socialt. Nu skal vi bare videreføre det til serveren, siger IGL'en.
Forlanger og forventer sejr
Torsdag aften gælder det så endnu et par kampe i POWER Ligaen. Først på aftenen møder Atlando Esports sæsonens overraskelse fra AaB, der lige nu ligger nummer to i tabellen.
Senere på aftenen skal der krydses klinger med Spirit of Amiga, der sammen med Campus Vejle * Instinct er nærmeste hold i tabellen med seks point hver.
Det er med andre ord to forskellige hold, der venter tekziNz tropper på serveren, og kaptajnen har da også forventninger om i hvert fald tre point på kontoen efter i aften.
AaB har gang i en imponerende sæson, og de har fået en masse individuel kvalitet ind på holdet. SoA har lidt andre betingelser grundet holdets opløsning, men det kan måske give anledning til at spille lidt mere frit, hvilket i visse henseende kan give pote.
Jeg forlanger og forventer af mine spillere, at vi i morgen spiller nogle gode og kloge kampe. Vi skal kunne se os selv i spejlet efter i morgen. Opnår vi det, så er jeg sikker på, at vi har mulighed for at få point på kontoen, siger han.
Stillingen i POWER Ligaen lige nu: