
De bedste og dårligste skyder slutspillet i gang
Tirsdag fik vi sat navn på de sidste mandskaber til ESL Pro League-slutspillet, da Liquid, Eternal Fire og G2 snuppede de sidste tre pladser videre, og dermed blev gruppespillet endeligt afgjort.
I forvejen havde Spirit, Vitality, MOUZ, The MongolZ og NAVI allerede sikret sig pladser efter et gruppespil, hvor navne som Falcons, GamerLegion, FURIA og 3DMAX blev slået ud.
Til at skyde slutspillet i gang har vi det henholdsvis bedste og dårligste - hvis man kigger på statistikkerne - hold af de tilbageværende mandskaber i ESL Pro League.
Spirit gjorde kort proces i gruppespillet, hvor de slog TYLOO, SAW og The MongolZ, og endnu engang viste donk vejen. Den 17-årige superstjerne er også turneringens bedst ratede spiller med et snit på svimlende 1.74 over seks maps.
Det er derfor også donk, der trækker gevaldigt op i den gennemsnitsrating på 1.24, som gør Spirit til turneringens bedste hold ifølge statistikkerne.
Overfor dem står Eternal Fire, som omvendt er det dårligste hold, målt på rating. 1.03 lyder MAJ3Rs troppers gennemsnitsrating på, men særligt Wicadia har været fyr og flamme ved ESL Pro League.
Med en gennemsnitsrating på 1.20 har den 20-årige tyrker stor aktie i Eternal Fires gruppespil, hvor de trods nederlag til 3DMAX og Liquid alligevel spillede sig videre med sejre over MIBR, paiN og Falcons i den afgørende kamp.
Kampen er en gentagelse af BLAST Bounty-finalen fra januar, hvor Spirit som bekendt sejrede 3-1.
Vinderen af dagens første kvartfinale er videre til lørdagens semifinale, hvor enten G2 eller MOUZ venter.
Tid til at besejre et top 10-hold?
Dagens anden kvartfinale står mellem G2 og MOUZ, der tørner sammen 18:30.
MOUZ tabte blot én kamp i gruppespillet, da Vitality var for stor en mundfuld, mens de gjorde det af med FURIA, Falcons og Liquid.
G2 derimod tabte både til The MongolZ og NAVI og udbyggede således deres kedelige statistik for 2025, hvor de endnu ikke har besejret et hold fra top 10.
Det lykkedes dog alligevel for m0NESY og co. at sikre en plads i slutspillet med sejre over paiN, SAW og GamerLegion.
En sejr i dag vil desuden sikre en præmie på 171.000 kroner til holdet, samt 377.000 kroner til organisationen, som er præmierne til semifinalisterne. Exit fra ESL Pro League i kvartfinalen giver 123.000 kroner til holdet, samt 274.000 kroner til organisationen.