
gade: "Tysk er en udfordring for mig"
gade skiftede til BIG i slutningen af juli i et skifte, der kom som en overraskelse for mange, idet gade førhen kun har repræsenteret danske mandskaber, mens BIG er et tysk hold.
Alligevel har skiftet dog været på tale før. Det var dog tilbage i 2018, da gade spillede for North Academy, men dengang blev det ikke til noget, da han i stedet blev i dansk Counter-Strike.
Det fortæller danskeren i et interview med Dexerto.
Jeg havde nogle samtaler med Christian Lenz (BIG's manager red.), og vi snakkede om en masse ting, vi egentligt havde samme tanker om.
Jeg tror, at vi dengang kom frem til den konklusion, at det ville være et match (for alle), men jeg valgte at gå med OpTic i stedet. Jeg vidste ikke, hvad der præcist ville ske med deres hold, men vi passede godt sammen.
Denne gang snakkede jeg med tabseN, gav det et skud og sagde, at hvis der skulle ske noget med holdet (BIG red.), så kunne han kontakte mig. Siden jeg havde den snak med Christian Lenz har det altid været i mit hoved, at det en dag kunne være en mulighed, og jeg er bare glad for, at det er sket nu, fortæller gade til Dexerto.
Nyt sprog, nye udfordringer
Der var nok ikke mange, som havde set den komme, at det var danske gade, som skulle erstatte XANTARES på et tysk BIG-mandskab, men da den tidligere North-IGL lagde en video ud på Twitter, hvor han talte tysk, blev spørgsmålet rejst om, hvor godt han snakker sproget.
Dette spørgsmål bliver da også stillet gade i Dexertos interview, og her fortæller danskeren, at det 'ikke er et problem in-game', men at han dog kan have svært ved at finde de helt rigtige ord.
Når vi snakker uden for spillet, mangler jeg af og til et par ord, men de andre spillere er rigtig gode og snakker flydende engelsk, fortæller gade.
Tysk er en udfordring for mig, men jeg er altid klar på en udfordring. Jeg er ivrig efter at lære. Jeg har haft et par kurser i min ferie, og bare at snakke sproget til daglig vil hjælpe mig med at blive endnu bedre til det.
Det er dog ikke kun sproget, der kan blive en udfordring for gade. Han har nemlig store sko at udfylde, da XANTARES har været BIG's bedst ratede spiller i år.
Selvom presset derfor må være stort efter at præstere individuelt, så er det ikke noget, gade lader sig slå ud af, da han ikke er bekymret for, at det er for store sko at udfylde.
For min egen skyld, så vil jeg ikke sige, at der er et fald i mængden af ren firepower, men vi må se, hvordan det går. Jeg ved, at XANTARES er en god spiller - super dygtig. Det kan man ikke tage fra ham.
Men jeg tror, at jeg bringer andre egenskaber til holdet.
BIG består nu af:
gade
tabseN
k1to
syrsoN
tiziaN
DuDe (coach)