Verdens bedste kvindehold forlader Counter-Strike
Verdens bedste kvindehold forlader Counter-Strike.
Det betyder samtidig et farvel til danske mimi, da hun og resten holdet takker af med organisationen XSET for at fortsætte i spiltitlen VALORANT.
Allerede i fredags skrev holdkammeraten juliano på Twitter, at hele mandskabet ville tage springet til VALORANT, efter hun selv indstillede CS-karrieren. Mandag landede den officielle afsked fra organisationen, der på Twitter ønsker kvinderne held og lykke i VALORANT.
Tak til vores fantastiske CS:GO-hold for jeres bidrag til XSET over det seneste år. I har sat et eksempel for hele gaming og det har været en fornøjelse at have jer som en del af XSET familien. Vi ønsker holdet succes på deres rejse i EU Valorant, skriver XSET på Twitter.
Organisationen skriver ydermere at de ønsker at være en del af udviklingen på VALORANTs kvinde-scene i Nordamerika, hvorfor det altså er slut med kvindelige Counter-Strike hold hos XSET, for nu i hvert fald.
Ikonisk hold i kvinde-CS
Twitter-kontoen @femalecs har fundet statistikkerne frem, der viser XSET-holdet som kvinde-scenens klart stærkeste mandskab, da de med en 21-0 score mod kvindehold altså har fejet alt modstand til side i EU.
Holdet nåede dog aldrig at spille på LAN og krydsede derfor heller ikke klinger med det nordamerikanske CLG Red, der må ses som deres eneste reelle udfordrer til titlen som verdens bedste kvindehold.
Det nu tidligere XSETs startfemmer har bestået siden januar 2020, hvor mimi forlod Copenhagen Flames FE til fordel for WRTP (senere Originem), der sammen med CLG Red også dengang blev betragtet som et af verdens bedste kvindelige CS:GO-hold.
XSET spillede med i ESEA Main og vandt i 2020 turneringerne Galaxy Racer Female Invitational, DreamHack Showdown Summer og Ambush Female Invitational. De toppede på en 86. plads på verdensranglisten.
Holdet, der nu fortsætter i VALORANT, består af:
- mimi
- juliano
- zAAz
- Petra
- kr4sylya
- MackDaddy (Coach)