3 bud på den næste mimi
I sidste uge vinkede mimi farvel til CS:GO for at jagte en karriere i Valorant, og hun efterlader sig pladsen som Danmarks bedste kvindelige CS:GO-spiller.
mimi har siddet på tronen i rigtig mange år. Endda så suverænt, at der aldrig rigtig er blevet stillet spørgsmålstegn ved den 24-årige dansker.
Dust2.dk har derfor spurgt flere kilder med indsigt i kvinde-scenen om, hvem den næste mimi bliver - altså hvem der overtager tronen som den bedste danske kvindelige spiller.
Her går særligt tre navne igen, som du kan se herunder.
Anna "ramziiN" Ramsing
ramziiN spiller til dagligt for Copenhagen Flames Female, hvor hun har æren af at svinge AWP'en. I en alder af 20 år er der stadig mange år til at udvikle sig, men allerede nu er hun blandt de absolut bedste danske kvinder i CS:GO.
Hvad drømmer du om at opnå som CS:GO-spiller?
Min drøm er helt klart at blive blandt en af de bedste kvindelige spillere, men samtidig også kunne være med til måske at spille med og konkurrere med herrerne derude. Jeg vil gerne være med til at bane vejen for kvinder i gaming og være med til at inspirere og tiltrække andre piger og kvinder til både hygge-gaming og esport.
Josefine "Josefine" Jensen
Josefine bliver af kilder omtalt som en 'sand grinder', der smider rigtig mange timer i at blive bedre hver dag.
Hun spiller ligesom ramziiN for Copenhagen Flames' kvindehold, hvor hun er riffelspiller. Som blot 18-årig er Josefine allerede anset som en af de helt store danske spillere, så med den rette udvikling venter der hende en spændende fremtid.
Hvad drømmer du om at opnå som CS:GO-spiller?
Det, jeg drømmer om at opnå som CS:GO-spiller, er selvfølgelig at blive en af de bedste og spille blandt de bedste kvindehold, der nu er. Og kvalificere sig til en masse LAN’s, og så vinde så mange af dem som muligt. Jeg vil gerne inspirere andre kvindelige spillere til gå efter deres drømme og deres mål.
Anna "AGR" Rais
Det bliver ikke til tre på stribe for Copenhagen Flames, da AGR ikke er Flames-spiller. Hun spiller i stedet for for Join The Force, som er et internationalt lineup. Hun har dog tidligere spillet for Copenhagen Flames.
AGR er ingame leader, og derfor er det typisk ikke hende, man lægger mærke til på scoreboardet, men niveauet er højt for den 24-årige dansker.
Hvad drømmer du om at opnå som CS:GO-spiller?
I CS har jeg høje ambitioner. Hvis der ingen grænser var for, hvad jeg ville kunne opnå, så vil jeg være verdens bedste spiller og/eller verdens bedste IGL. På sin vis er det stadig det, jeg går efter, men jeg er godt klar over, at sandsynligheden for at det sker er ekstremt lav, hvis overhovedet eksisterende, så for mig handler det meget om at blive så god som jeg absolut kan.
De mest nærliggende mål for mig er nok at vinde ESEA Open og kvalificere sig til Intermediate, efterfulgt af Main, Advanced osv. Noget, jeg som minimum håber på at kunne opnå, er nok at kunne deltage i og vinde større turneringer imod mændene, såsom Elisa Invitational. Jeg har ikke en specifik turnering, jeg har en drøm om, Elisa var bare et eksempel fordi den kører lige nu, det handler mere om at komme op på samme niveau som nogle af de professionelle hold. Om det så "kun" er top 100 i verden, vil det stadig være nice.