"Astralis skal finde en ny AWP'er i en fart"
Astralis skal finde en ny AWP'er i en fart.
Sådan lød budskabet fra Stewie2K fredag, efter han og Liquid havde sendt Astralis hjem fra BLAST Premier World Final med en 2-0-sejr.
Til Pley.gg fortalte han således:
Astralis bliver nødt til at finde en ny AWP'er i en fart. gla1ve er ikke main-AWP'er, og jeg synes, han bidrager langt mere med en riffel i hænderne. Han var altid farlig og en stor trussel på det gamle Astralis-holdkort, så jeg synes, han burde vende tilbage til sin gamle rolle.
gla1ve har da også tidligere selv udtalt til HLTV, at uden en AWP'er ville Astralis aldrig komme tilbage som verdens bedste hold.
Siden har han selv taget ansvaret for den omstridte AWP-rolle på trods af, at man i juli hentede Lucky ind til at spille AWP for Astralis.
Lucky har dog sidenhen ønsket en mere løs rolle på Astralis-mandskabet, hvorfor det nu er gla1ve, der svinger AWP'en for danskerne.
Tallene lyver ikke
Kigger man på statistikkerne er gla1ve da også et stykke bag sine AWP-kollegaer på verdens allerbedste mandskaber, når det kommer til rating.
Blandt top-5-holdene er AWP'eren på de respektive mandskaber således den spiller med højest rating - undtagen G2, hvor NiKo tager førertrøjen.
s1mple, Zyw0o, sh1ro og device har alle en rating på over 1.20 i de sidste tre måneder, hvilket tyder på, at AWP'eren er den mest toneangivende spiller, når man kigger på toppen af international Counter-Strike.
Kigger man derimod på de sidste tre store turneringer - hvor gla1ve har spillet med AWP - har den erfarne IGL kun leveret en gennemsnitlig rating på 0.95.
Meget tyder altså på, at der er en klar niveauforskel på gla1ve sammenlignet med hans AWP-kollegaer på de andre mandskaber i top-5.
Astralis blev fredag sendt hjem fra BLAST Premier World Final efter et 0-2-nederlag mod Liquid.