Stort dansk brag åbner dagen
Kvartfinalen i Pinnacle Cup 3 byder på noget af et dansk brag, når ECSTATIC og Tricked støder sammen mandag klokken 10.
De to danske hold er med blandt de sidste otte hold i turneringen, men de er kommer dertil på vidt forskellige måder.
Tricked har skudt sig gennem swiss gruppespillet, hvor danskerne gik 3-2.
Det skete med sejre over Finest, KOVA og SINNERS, mens larsens danske tropper tabte til Anonymo og SKADE.
Scoren sendte Tricked videre til slutspillet, hvor de i ottendedelsfinalen besejrede serbiske 4glory, hvorfor de nu er klar til kvartfinalen.
For dagens danske modstander ECSTATIC er kvartfinalen derimod første kamp i Pinnacle Cup 3.
birdfromsky og co. er nemlig inviteret direkte til kvartfinalen, hvor de da også er store favoritter mod landsmændene fra Tricked.
Tricked og ECSTATIC er dog ikke de eneste danske hold, der skal i aktion i kvartfinalerne, da Copenhagen Flames skal forsøge at besejre Snappis ENCE klokken 13.
Copenhagen Flames skød sig videre med en 3-1 score fra swiss gruppespillet, hvorefter de slog Endpoint i ottendedelsfinalen, mens ENCE er inviteret direkte til kvartfinalen.