
Afværger katastrofen: Vitality er majorklar
Vitality kommer også til at dyste med om triumfen, når PGL Majoren i Antwerpen skydes i gang den 9. maj.
Det står klart, efter Vitality netop har sendt MOUZ ud af RMR-turneringen i Bukarest med en 2-1-sejr.
Kampen blev skudt i gang på Nuke, og her var det en tæt affære, der endte med en kneben 8-7-føring til Vitality inden sidebyttet. Så tog MOUZ dog ved på CT-siden og fik lukket ned for Vitality. Især frozen var i fin form for MOUZ, der tog mapsejren 16-13.
Comeback
Herefter ventede Dust2, og her fortsatte MOUZ med at lægge et massivt pres på Vitality-mandskabet.
Særligt apEX og misutaaa havde en svær dag på kontoret og kunne efter 10 runder notere sig for samlet tre kills.
Pausestillingen var 9-6 til MOUZ, men så vågnede Vitality op og satte gang i comebacket.
Især ZywOo var varm, og dupreeh hjalp også godt til, da Vitality først indhentede forspringet og derfra buldrede videre.
Vitality endte med at vinde mappet 16-11, og der skulle således et tredje map til for at få afgørelsen.
Afværger katastrofen
Afgørelsen skulle derfor findes på Mirage, og her kom Vitality bedst ud af starthullerne.
Og her var det tydeligt, at dupreeh ikke havde tænkt sig at misse majoren for første gang nogensinde. Den 29-årige dansker har deltaget ved samtlige majors lige siden første major i 2013, DreamHack Winter 2013.
Danskeren førte sammen med ZywOo an for Vitality, der gå til pause med en 10-5-føring. Men så bed MOUZ fra sig og tog de første fire runder. Det endte dog med Vitality-sejr, da holdets store stjerne for alvor steppede op på T-siden.
Således tog Vitality sejren 16-13 og vandt dermed kampen 2-1.
Sejren sender Vitality til majoren, mens sycrones MOUZ-tropper omvendt må tage tomhændede hjem fra RMR-turneringen.