Tidslinje over Sashis historie
I sin forholdsvis korte tid på den danske scene har Sashi fået markeret sig, men det er desværre kun i stort set negativ sammenhæng.
Organisationen har nemlig stået for den ene skandale efter den anden, og i denne artikel kigger vi hele Sashi's historie igennem.
Tidslinjen starter fra holdets indtræden i POWER Ligaen, da man hentede det tidligere Los Reyes.
18. maj 2022 - Skriver under med regerende mestre
Inden sommerpausen skriver Sashi under med de regerende mestre af POWER Ligaen i form af Los Reyes.
Los Reyes fik sig endelig et bagland, der sørgede for, at de blot skulle fokusere på at spille CS, og skiftet blev derfor mødt med åbne arme.
13. juji 2022 - Ejeren markerer sin ankomst
I midten af sommerferien foretager Sashi den første af mange udskiftninger, da jarko og scott bliver smidt på porten.
En måned senere fortæller Patti overfor Dust2.dk, at D0KT0R3N stod bag det hele grundet en aftale om bootcamp, der ikke blev overholdt pga. sygdom.
25. juli 2022 - Fuldtallige igen
Kort tid efter farvellet til scott og jarko bliver Sashi atter engang fuldtallige, da man henter vester og M1ng0 ind i varmen.
Den førstnævnte havde fortid med sig fra Astralis Talent og CEPTER, mens M1ng0 senest havde repræsenteret Atlantic.
29. august 2022 - Smider Patti på porten
Der skulle dog blot gå en måned, inden de næste udskiftninger skete, da man valgte at smide en af holdets store stjerner på porten.
Patti, som netop var blevet kåret som POWER Liga-MVP, fik nemlig sparket på grund af en episode, der aldrig vil glemmes.
31. august 2022 - Sandwich-episoden
To dage efter at Patti blev smidt på porten, taler den nuværende Astralis Talent-spiller ud, hvor han kommer nærmere ind på, hvorfor han fik sparket.
Først fortæller den 24-årige rifler, at scott og jarko blev smidt af holdet på baggrund af sygdom, der gjorde, at de ikke kunne overholde aftalen om bootcamp.
En endnu tåbeligere situation stod bag Pattis farvel hos Sashi, da han købte et par sandwich til aftensmad inden holdets kamp, hvilket gjorde D0KT0R3N rasende.
3. november 2022 - Vil hente CEPTER-spillere
Herefter begår Sashi sig nogle måneder uden at gøre sig markeret i nogen negativ sammenhæng. I månederne op til november var n1xen desuden blevet en del af holdet uden nogen form for præsentation.
Men i november melder Sashi sig på banen atter engang, da det bliver erfaret af Dust2.dk, at den danske organisation er i færd med at handle ind hos CEPTER for at hente Basso og mupzG.
4. november 2022 - mertz står i front for nyt hold
Rygtet bliver mere eller mindre bekræftet dagen efter, hvor den tidligere Heroic- og North-spiller mertz bliver præsenteret.
I annoncering bliver AWP'eren præsenteret som første spiller på organisationens kommende hold.
4. november 2022 - Køber ind hos konkurrenter
Samme dag bliver det officielt, at Basso og mupzG endelig kan kalde sig for Sashi-spillere. De to spillere slutter sig til mertz på organisationens "andet" hold.
Der går dog ikke mange dage, inden det ændrer sig.
10. november 2022 - Nyt hold går i vasken efter seks dage
Sashi havde højest sandsynligt investeret en masse midler i at hente mertz samt CEPTER-spillerne til holdet.
Men blot seks dage efter annoncering af de nye spillere bliver projektet kaldt for dødt.
30. november 2022 - vester forlader Sashi
På vej ind i december bliver situationen hos Sashi forværret, da vester kommer ud af sin kontrakt og bliver ledig på markedet.
Frem mod 2023 er det daværende Sashi-mandskab mere eller mindre dødt.
1. januar 2023 - Endnu en spiller smutter
Da det nye år bliver skudt i gang, ser det ud til, at Sashi ønsker at starte forfra.
Her starter man nemlig ud med at annoncere, at man i fællesskab med M1ng0 har valgt at stoppe samarbejdet.
1. januar 2023 - Bænker hele holdet inde for 24 timer
To timer efter M1ng0 blev fortid hos Sashi, bliver det annonceret, at resten af holdet ligeledes er smidt på porten-
Desuden teaser organisationen, da de allerede står klar med et nyt hold frem mod den nye sæson.
10. januar 2023 - Starter 2023 på ny
Den 10. januar i 2023 er alle spillere fra det officielle Sashi-mandskab væk.
Den danske organisation starter altså på ny, og man henter prominente navne som brzer, notaN og vigg0 ind i varmen.
22. januar 2023 - Sportsdirektør skal vende skuden
For at bygge på og øge professionalismen hos Sashi ansætter man desuden Mark Kristensen som sportsdirektør.
Det var en nyhed, som de fleste virkede begejstret over grundet Marks fortid hos Sørby. Nu skulle skuden nemlig vendes for alvor.
20. februar 2023 - Bænker tidligere Astralis Talent-spillere
Den skude blev dog ikke vendt lige foreløbig, da man én måned senere smed to af holdets største navne på bænken.
brzer og vigg0 blev bænket som følge af, at holdet ikke kunne fungere sammen udenfor serveren, hvilket ledelsen vægtede højere end resultaterne.
3. marts 2023 - notaN hopper fra
Kort tid efter vælger notaN selv at forlade den synkene skude.
notaN's valg om at forlade Sashi handlede i bund og grund om ledelsen, da han "ikke kunne klare ledelsens inkompetence".
7. marts 2023 - Snakker dårligt om spiller under kamp
Med spillere smidt på porten og på vej ud skulle Sashi have fat i stand-ins til at gøre den igangværende sæson færdig.
Her gjorde man blandt andet brug af den tidligere Brøndby-AWP'er f1skereN.
Den unge AWP'er havde dog ikke nogen fine ord at sige om Sashi efter det korte ophold, da han var taknemlig over det kun varede én dag, mens han ligeledes fortæller, hvordan han blev snakket ned på Sashis egen stream af ledelsen.
7. marts 2023 - notaN fri fra kontrakt
Samme dag kunne notaN annoncere, at han var ledig på markedet, efter hans kontrakt med Sashi blev revet over.
Med notaN ude talte Sashi blot n1xen og skejs fra det originale holdkort, der skulle kickstarte 2023.
7. marts 2023 - Bænkede spiller kalder Sashi for "vanvid"
Et par uger efter vigg0 og brzer blev bænket hos Sashi, satte de to spillere endelig ord på opholdet.
Opholdet blev beskrevet som "vanvid" og "sejler fuldkommen", mens man ligeledes kritiserede ledelsen på grund af blandt andet mangel på professionalisme.