Kritiserer Astralis: Gik bag om ryggen på Atlantic
For lidt under en uge siden, fortalte flere kilder til Dust2.dk, at Astralis havde hentet AWP-talentet JBOEN fra Atlantic.
Inden Dust2.dk kunne nå erfare skiftet, begyndte flere rygter at florere om, at skiftet ikke var gået helt problemfrit igennem.
Og det har vist sig at holde stik.
For Toni, som er ejeren af Atlantic, udtaler nemlig til Dust2.dk, at Astralis har gået bag om ryggen på organisationen for at hente en spiller - og det er angiveligt ikke første gang, at den danske esportsmastodont har gjort det.
Jeg havde en samtale med en person fra Astralis, hvor jeg ytrede min utilfredshed over deres opførsel. Personen troede, at det handlede om "den spiller, de netop har skrevet kontrakt med", som han selv sagde - men faktisk omhandlede det, at jeg havde fået nok af, at de gentagende gange har været i dialog med mine spillere og content creators.
Ifølge Toni var det første gang - efter samtalen med personen fra Astralis - at han fik mistanke om, at JBOEN havde skrevet under med Astralis.
Atlantic-ejeren uddyber og fortæller dog, at han endnu ikke har fået bekræftet, hvem Astralis har skrevet under med fra Atlantic.
Dagen efter samtalen mellem Toni og Astralis' unavngivne medarbejder, ønskede JBOEN ikke længere at fortsætte på POWER Liga-holdet, der sluttede på andenpladsen bag Astralis Talent i sidste udgave af POWER Ligaen.
Dagen efter fortalte JBOEN, at han ikke ønskede at fortsætte i Atlantic, fordi han ikke trives på holdet.
Astralis beklager
Steen Laursen, som er kommunikationschef i Astralis, lægger ikke skjul på, at Astralis har begået en fejl og beklager, at der ikke har været styr på dialogen.
Så sent som i dag skulle Toni og Astralis' nye sportsdirektør, Kasper Straube, have haft en samtale om, hvordan parterne fremadrettet skal arbejde sammen.
Toni kontaktede mig tidligere på måneden omkring nogle ting, han ikke var tilfreds med. Der skal altid være respekt for hinanden, og hvis der er uenighed eller utilfredshed, er det eneste rigtige at tage kontakt og få løst tingene direkte, så set fra vores side var det en god, og meget åben, samtale, udtaler Steen Laursen til Dust2.dk og tilføjer:
Tingene blev forklaret og vendt fra begge sider, og jeg ved at så sent som i dag, har Toni og vores sportsdirektør (Kasper Straube, red.) talt sammen, og det er mit klare indtryk, at de er helt enige om, hvordan vi skal arbejde sammen. Der har været nogle områder, hvor vi bare må lægge os ned og undskylde for, at der ikke har været styr på dialogen, og det er selvfølgelig ikke i orden. Vi foretrækker til hver en tid at tale direkte om den slags, også når der er udfordringer, for det er den eneste måde, vi kan gøre hinanden bedre.
Til slut understreger Steen Laursen vigtigheden i arbejdet, der bliver gjort i foreningerne og organisationerne på talentområdet.
Det er derfor også vigtigt - for at sikre det bliver sådan - at man på tværs af organisationerne har gensidig respekt, og at man kan tale på alle niveauer.
Noget af det, der gør, at vi her i landet står så stærkt i CS, er det store arbejde, der gøres i foreningerne og i organisationerne på talentområdet, og det skal vi alle have kæmpe respekt for. Det er det, der gør, at vi også om 5 og 10 år har danske hold og spillere i den absolutte verdenstop, og skal vi sikre det, er det afgørende, at vi har gensidig respekt, og at vi faktisk kan tale sammen på alle niveauer, slutter Steen.
Dust2.dk har desuden henvendt sig til JBOEN, som ikke har ønsket at kommentere på, hvorvidt det passer, at Astralis gik bag om ryggen på Atlantic.