Vorborg nåede blandt andet med til majoren i Rio med Evil Geniuses.

Stort Vorborg-interview: "Jeg har ikke lyst til at lave en Copenhagen Flames igen"

Dust2.dk mødte den danske coach til en snak om ambitionerne for Preasy, og hvorfor valget faldt på lige netop den danske org.

Onsdag i sidste uge stod det klart, at Vorborg er tilbage i dansk Counter-Strike, da han satte sig i cheftrænerstolen hos den storsatsende organisation Preasy.

Og der var flere grunde til, at valget lige faldt på Preasy, forklarer Vorborg. Dels handlede det om rollen, men i særdeleshed også de ambitioner, der var for projektet.

Jeg ledte efter et sted, hvor jeg kunne indfri mine ambitioner i forhold til, at jeg gerne vil tilbage i tier 1, jeg vil gerne konkurrere, jeg vil til Playoffs, jeg vil ud på de største scener, og det handlede for mig om at finde et sted, hvor jeg tror på, at der er ambitionerne og ressourcerne til at opnå det, og det er der her i Preasy.

Derudover var det også vigtigt, at jeg har et godt samarbejde med mine chefer, og jeg kunne ikke forestille mig et bedre samarbejde end med Steffen. Så det var de to ting, som var vigtige for mig, og begge ting er opfyldt i Preasy.

Tog mødet af respekt

Den første kontakt mellem Vorborg og Preasy begyndte for lidt over en måned siden, og i første omgang var det af ren og skær respekt, at den danske coach tog mødet med sin gamle chef, Steffen Thomsen, der i dag er sportsdirektør i Preasy.

Til at starte med tog jeg mest møde, fordi det var Steffen, og det var sådan lidt mere bare af respekt. Jeg tænkte ikke, at Preasy var det sted, jeg skulle hen. Mest af alt, fordi jeg tænkte ikke ud af til, at idéen var, at de skulle til major og tier 1-turneringer, og at de skulle bygge sådan et hold.

Preasy rådede tidligere over Fessor, AcilioN og J3nsyy, der i juli blev bænket efter kort tid på holdet. Og man kommer ikke udenom, at det nye hold med navne som nicoodoz, refrezh og TMB trods alt er en anden kaliber.

Jeg synes, at det hold, de allerede havde, var godt i forhold til et nyt hold, og deltagelse i POWER Ligaen, og alle sådanne ting. Det er nogle talentfulde spillere, men ret hurtigt gjorde jeg det klart for Steffen, at hvis jeg skal være på et hold, så skal det være fordi, at der er ambitioner om at komme til tier 1, og at der også er ressourcerne til at komme derhen.

"Jeg har ikke lyst til at lave en Copenhagen Flames igen"

Og netop ressourcer er vigtigt, for selvom Vorborg i løbet af sine år i Copenhagen Flames var med til at sælge flere spillere, så er det ikke ambitionen nu. I stedet skal der holdes på spillerne.

Jeg har ikke lyst til at lave en Copenhagen Flames igen, hvor hvis vi er succesfulde, så bliver spillerne solgt. Vi sælger 18 spillere eller deromkring i Copenhagen Flames. Det er ikke det, jeg har lyst til at lave igen.

Gennem snakkene med Steffen og med Michael, ejeren, så lod det sig så vise, at de var klar på at lægge nogle garantier i forhold til ressourcer, hvis vi opnår visse resultater, men selvfølgelig også bare startlønningerne er også fornuftige nok til, at vi kunne tiltrække, hvad jeg i hvert fald synes er nogle rigtig dygtige spillere.

Med andre ord skal Preasy ikke ind og fylde det hul, som Copenhagen Flames og Tricked har efterladt, da de begge gik konkurs i løbet af foråret. Det er snarere ambitionen at bide skeer med de store.

Jeg vil gerne lave den del af Flames, hvor vi kvallede til de to majors og kom i top 10 i verden, og slog Astralis og Heroic. Men så skal vi også kunne fastholde spillerne, så vi kan blive ved med at gøre de ting, men også tiltrække endnu bedre spillere, hvis det kommer på tale. Så det er det, der er meningen med Preasy.

Det store billede

Selvom Vorborg ikke vil have noget imod en kvalifikation til majoren i København, så er den 31-årige coach ikke meget for at sætte konkrete mål. I stedet ser han på det store billede.

Selvfølgelig vil vi gerne til Majoren i København, men hvis det er målet, så siger man også lidt på samme måde, hvis vi fejler den ene kval, eller den ene turnering, det betyder jo ikke, at projektet er en fiasko. Man kan jo sagtens kvalle til andre turneringer og tage den næste Major, så målsætningen for holdet internt er bare, at vi skal arbejde røven ud af bukserne hver eneste dag, og være gode holdkammerater, og være problemløsningsorienteret, og alle de ting, der skal til for at udvikle sig hurtigt.

Hvis vi lykkes med det, så kommer vi hen til, at vi nok skal deltage til Majoren, og så skal vi nok komme til IEM Cologne, Katowice og Pro League osv., fordi det er ambitionerne, at vi på sigt skal konkurrere på det niveau, men der er ikke nogen specifik timeline på, hvornår vi skal gøre det, så længe vi hele tiden føler en god mave fornemmelse, at vi arbejder i den rigtige retning, og vi bliver ved med at komme tættere på.

Men på et eller andet tidspunkt, så stopper pengene jo også. Eller hvad?

Altså, hvis det ikke hænger sammen økonomisk, så er det klart, at det kan være, at de stopper, men man kan sige, det er ikke, fordi vi fra dag 1 får løn, som om vi ligger nummer 10 i verden eller et eller andet. Lønningerne giver også mening i forhold til, hvor vi er. Men det er klart, at vi forventer indenfor en relativ periode, at vi er top 40, top 30 eller deromkring. Det tror jeg, at vi har spillermateriale til at opnå hurtigt.

I år eller hvad taler vi der?

Ja, det tror jeg, at vi har en god chance for, men igen, det er ikke nødvendigvis, fordi det er en fiasko, eller spillerne bliver sat af, eller det økonomiske stik bliver trukket, hvis vi ikke lige præcis har opnået det.

Det er meget mere den her følelse af, at vi er kommet tættere på, fordi man kan have perioder, hvor tingene bare slet ikke fungerer, men så føler man, at vi har fundet ud af, hvorfor det ikke har fungeret.

Men det er jo klart, hvis vi ikke inden for det næste år leverer nogle resultater, og vi aldrig kommer i top 30, så er det jo nok fordi, at indsatsen ikke har været der, eller at det ikke er en god sammensætning af spillere, vi har haft. Og så er det klart, så kigger man selvfølgelig på at lave ændringer og sådan nogle ting.

Men der er jo flere af de samme ingredienser fra Copenhagen Flames. Både dig selv og Steffen, mens der på spillersiden er refrezh, nicoodoz og TMB.

Helt sikkert.

Er det så ikke det, vi ender med at se igen?

Altså, der er helt sikkert mange ligheder mellem Flames og Preasy. Mange af de samme filosofier, værdier og så videre, men der er jo stadig nogle ting, der er anderledes.

I Preasy er vi meget mere bare Counter-Strike-fokuseret. Det handler om, at vi skal være vildt gode til Counter-Strike. Det kan godt være, at der på et tidspunkt kommer andre spil ind. Jeg er kun Counter-Strike træner nu, så det er ikke nødvendigvis mit bord, men lige nu er fokus, at vi skal være knalddygtige til Counter-Strike.

Vi kommer ikke til at være det hold, der bruger allerflest penge i verden, men vi skal være med, hvor det er sjovt, og vi skal vinde, og vi skal kunne fastholde.

Stort løn-cut

Den 31-årige coach er tilbage efter knap et år ovre på den anden side af Atlanten, hvor han i august 2022 tiltrådte som Evil Geniuses' nye cheftræner.

I juni i år blev han dog bænket i forbindelse med Evil Geniuses' overhaling, der endte med en forfremmelse af akademiholdet, og han afslører nu, at han havde flere tilbud på hånden.

Træner er, hvad jeg helst vil, så det var også en af grundene til, at det blev Preasy. Der var alt fra tilbud i League of Legends, i LCS og sådan nogle ting, til hold, der ligger i top 10 i verden, også i Counter-Strike. Også hold, der ikke ligger i top 10 nu, men har de økonomiske muskler til at lave hold, der skal deropad.

Men igen, jeg vil gerne være træner, og jeg vil gerne være et sted, hvor jeg vidste, at jeg ville have meget at sige, og hvor jeg havde en stor tiltro fra ledelsen, og det var Preasy, der passede bedst på de ting.

Med afgangen fra Evil Geniuses vinkede Vorborg også farvel til en solid lønpakke. Han lægger heller ikke skjul på, at den har taget et gevaldigt nøk nedad med skiftet til Preasy. Men det ville den uanset hvad have gjort.

Det er under halvdelen (lønnen nu, red.). Men det siger mere om min EG-løn, end det siger om min Preasy-løn. Jeg føler mig ikke underbetalt i Preasy eller undervalued, men det er jo et projekt, hvor vi lige skal bevise os selv, og jeg har også klausuler og så videre, så hvis vi er dygtige, så kan jeg også godt stige i løn, men Preasy var bare det projekt, der med afstand føles allerbedst i maven.

En af de ting, der var vigtige for Vorborg, var, at han kunne få mere indflydelse på holdsammensætningen. Særligt efter en periode i Evil Geniuses, hvor det ikke altid var ham, der havde det sidste ord.

Jeg vidste, både fra Michael, ejeren, og selvfølgelig også fra Steffen, at jeg ville have kunnet få sådan en tiltro til at gøre tingene på min måde, og kunne få lov til at bestemme en masse i forhold til det hold.

Nu har jeg lige været i en periode i EG igennem, hvor jeg måske håbede, at jeg havde haft lidt mere at sige i forhold til rosteren, så det var også noget, der vejede tungt for mig.

Det nye Preasy debuterer tirsdag aften, hvor de møder slovakiske Sampi, som ligger nummer 41 i verden. De to hold tørner sammen i CCT East Europe Series 1.

#1(Med 1 svar)
8. august 2023 kl. 17:13
wazorntB
Helt sikkert et spændende projekt og hold, med den helt rette coach og bagland til at få succes.
Jeg tror på at det bliver godt 🤗
#3(Med 0 svar)
8. august 2023 kl. 19:16
vorborg
Guld Sæsonkort Sæson 15
Guld Sæsonkort Sæson 16
Det tror jeg også på!
#2(Med 1 svar)
8. august 2023 kl. 17:37
JernLars
Godt interview, og stor respekt for at han vælger et projekt hvor han kan se sig selv i, i stedet for at gå efter den største lønpose! glhf
#4(Med 0 svar)
8. august 2023 kl. 19:17
vorborg
Guld Sæsonkort Sæson 15
Guld Sæsonkort Sæson 16
Livet er for kort til ikke at være så glad som muligt i hverdagen
#5(Med 1 svar)
9. august 2023 kl. 10:00
cellar32k
Dejligt med en så åben en tilgang og deling med community'et. Det er i hvertfald noget vorborg giver! Stort held og lykke herfra.
#6(Med 0 svar)
9. august 2023 kl. 16:03
vorborg
Guld Sæsonkort Sæson 15
Guld Sæsonkort Sæson 16
Mange tak! Vi sætter pris på støtten
Snakker de vrøvl på internettet? Har de behov for dit indspark? Login eller opret en bruger for at kunne kommentere.