
Her er den sidste MVP-vinder i CS:GO
torzsi bliver den sidste HLTV MVP-vinder i CS:GO.
Den ungarske AWP-stjerne sikrede sig nemlig titlen som MVP efter en vaskeægte stjernepræstation i finalen mod NAVI, hvor han leverede en rating på 1.29.
Det er også særligt finalepræstationen, som har skubbet ham foran sine holdkammerater i MVP-ræset, skriver HLTV om valget.
torzsi var generelt en magtfaktor gennem hele Pro League-slutspillet. I kvartfinalen var han sammen med Jimpphat holdets bedst ratede spiller, mens han lå alene på toppen i semifinalen mod G2 - dog millimeter foran frozen.
Han lå også med i toppen i flere statistikker på tværs af alle spillere. Han var blandt andet den spiller, som fik næstflest AWP-kills per runde, mens han fik fjerdeflest åbningskills gennem hele turneringen.
MVP-medaljen er torzsis første, og nu skal han og MOUZ forsøge at erobre endnu flere events og MVP-titler i CS2, som kommer til at være spiltitlen i de store turneringer fremover.