DEVICE FORLÆNGER MED ASTRALIS
device har fået forlænget sin kontrakt med Astralis til og med 2026.
Det skriver den danske organisation i en pressemeddelelse fredag.
device følger dermed blameF trop, da Astralis også forlængede med deres anden superstjerne og nye IGL for mindre end en måned siden.
Nicolai er på mange måder synonym med Astralis og den positive vinderkultur, vi arbejder med hver dag. Han er en ekstremt vigtig del af holdet og den udvikling, vi lige nu er i gang med. Han er ikke den, der råber højest, men han går altid forrest og er på alle måder et forbillede for sine medspillere. Både på og uden for serveren er han et samlingspunkt og hans præstationer taler for sig selv, udtaler Astralis' sportsdirektør Kasper Straube i forbindelse med forlængelsen.
device selv er også selv godt tilfreds med at fortsætte i Astralis i yderligere tre år endnu.
I pressemeddelelsen lægger den danske superstjerne da heller ikke skjul på, at Astralis er 'hans hold', og at han vil gøre sit ypperste for at ramme verdenstoppen med den danske klub igen.
Jeg har sagt det før, men Astralis er mit hold, og jeg vil gøre alt for, at vi kommer tilbage til der, hvor jeg føler vi hører hjemme. Der sker en masse i CS-verdenen lige nu, men for mig handler det om, at vi tænker langsigtet og fortsætter det, vi har sat i gang. Derfor er jeg ekstra glad for forlængelsen, som viser, at begge parter for alvor vil det her.
Astralis har ikke for alvor været konkurrencedygtige længe, og de store titler er udeblevet i de seneste par år.
Det skal der dog laves om på, og med papir på device indtil 2026 er endnu et skridt tilbage mod toppen taget. Den danske AWP-spiller er heller ikke selv i tvivl om, at Astralis nok skal nå tilbage til toppen.
Jeg er rigtig glad for at være her og nyder virkelig at være en del af det hele igen. Det hele er præget af en ny optimisme, og selvom vi har et godt stykke vej endnu, er jeg helt rolig ved fremtidsudsigterne og mulighederne for at nå vores mål. Vi sætter ikke datoer og titler på, men Astralis skal være med, hvor det er allersjovest, og det er det, når vi står øverst på skamlen. Det skal vi nok nå, også længe inden min nye kontrakt udløber, slår dev1ce fast.
Blandt de bedste nogensinde
device er af mange anset som en af de bedste Counter-Strike-spillere nogensinde, hvilket primært skyldes tiden i Astralis, hvor han dominerede i mange år.
Igennem tiden har han løftet fire major-trofæer og vundet 19 MVP-titler, og det skal han forsøge at udbygge, når Astralis fremover skal konkurrere i CS2.
Astralis oplyser i pressemeddelelsen, at hans tidligere kontrakt udløb i 2025, og han har derfor fået tilføjet minimum et år mere til den.