Sørby-formand trækker sig
Mark Kristensen er færdig som formand i Sørby Esport, da han har trukket sig.
Det skete på et ekstraordinært bestyrelsesmøde fredag, hvor den nu tidligere formand valgte at trække stikket, hvorfor han stopper som formand for foreningen.
Det skriver Sjællandske Nyheder fredag.
Ingen er over foreningen. Det er det værdisæt og den kultur, Sørby Esport er bygget op omkring, udtaler Mark Kristensen i pressemeddelelsen.
Udskiftningen på formandsposten kommer dagen efter, Sjællandske offentliggjorde en historie om, at den nu forhenværende formand for Sørby Esport havde kørt 200 km/t med et mindreårigt klubmedlem i bilen.
I første omgang meldte Anders Sørensen, bestyrelsesformand i Sørbymagle IF og bestyrelsesmedlem i Sørby Esport, ellers ud, at der var fuld opbakning til Mark Kristensen på trods af episoden.
I forbindelse med afgangen af formanden beklager Sørby Esport over for både forældre, medlemmer og samarbejdspartnere, at tilliden til foreningen blev brudt.
Ny formand på plads; Mark Kristensen fortsætter
Selvom Mark Kristensen nu er fortid på formandsposten, så har Sørby Esport allerede en erstatning klar.
Fremover kommer det nemlig til at være Martin Fritzen, som blandt andet er stifter af Sørby Esport, som kommer til at overtage rollen som formand. Til daglig arbejder han allerede i Sørby Esport.
Med en ny formand og næstformand vil fokus være på at genoprette tilliden i forhold til vores medlemmer, forældre og samarbejdspartnere. Vores mål er stabilitet idet gode arbejde, foreningen står for, udtaler en enig bestyrelse.
Selvom Mark Kristensen er færdig som formand, er han ikke færdig i Sørby Esport.
Sjællandske har nemlig fået at vide af næstformand i Sørbymagle IF, Trine R. Andersen, at Mark Kristensen fortsætter, men i en anden rolle.
Hvorvidt han fortsat skal være en del af bestyrelsen er endnu ikke på plads.