WOPA VINDER POWER LIGAEN SÆSON 27
LIVE
EMIYA er blevet udelukket for snyd på FACEIT.

Stor skandale: Bannet på FACEIT lige inden RMR-turneringen

Den 23-årige amerikaner, som er blevet udelukket, har tidligere haft et ban på FACEIT.

Den amerikanske RMR-turnering har været udsat for en større skandale blot to uger inden start.

Mandag blev 23-årige EMIYA nemlig udelukket på FACEIT i to år for snyd, hvorfor hans hold, Rocket, nu er blevet udelukket fra både ESL Challenger League og ESL Challenger Melbourne.

Udelukkelsen kommer desuden mindre end to uger inden Rocket skulle rejse mod Mexico for at deltage i den amerikanske RMR-turnering.

Selvom EMIYA nu er udelukket på FACEIT, betyder det ikke nødvendigvis, at holdet ikke kan deltage i RMR-turneringen, da Valve ikke fører bans på andre platforme over. Ifølge deres regelbog kan Valve dog udelukke en hvilken som helst spiller eller hold.

Brugte coach i online-kvalifikation

Det ser dog ikke ud til, at holdet spiller, selv hvis Valve skulle give grønt lys.

På X og til HLTV fortæller en af holdets spillere, ayy, nemlig, at han ikke rejser med holdet til RMR'en, hvis de får lov, da han ikke føler, de fortjener pladsen.

Det skyldes dog ikke EMIYAs ban for snyd, men i stedet, at hele holdet ikke har haft helt rent mel i posen.

Ifølge ayy brød Rocket nemlig med reglerne, da de spillede den lukkede RMR-kvalifikation. Her skulle holdets coach, ukrainske Psycho, nemlig have kommunikeret med holdet, selvom det er et direkte brud på Valves regler.

ayy fortalte, at Psycho så spillernes POV i de første tre kampe, indtil en modstander advarede Rocket-spillerne mod det.

Til Dust2.us fortalte 24-årige nero ligeledes, at holdet havde gjort noget forkert, og at der ikke var nogen undskyldning for at have kommunikeret med deres træner under kampene.

Til vores søsterside fortæller nero dog, at Rocket ikke var det eneste hold, som brød reglerne, og at andre hold også brugte deres coaches under kampene.

Rocket kvalificerede til RMR-turneringen ved at slå NRG i den sidste og afgørende kamp.

Med en udelukkelse for snyd på FACEIT såvel som indrømmelser om regelbrud i den lukkede kvalifikation kan man dog ikke udelukke, at Valve diskvalificerer Rocket og giver pladsen til et andet mandskab.

Har snydt før

Det er ikke første gang, EMIYA er blevet bannet for snyd på FACEIT. Tidligere gik amerikaneren under navnet DROID, og det var under dette alias, han blev udelukket tidligere.

I marts 2021 modtog han nemlig et permanent ban på FACEIT for at have snydt. Det ban løb dog ud i marts 2023, to år efter han modtog det, i forbindelse med FACEIT og ESLs fusion, som gjorde at udelukkelsen blev udfaset.

Selv fortalte amerikaneren, at det var en falsk positiv, selvom hans appel til FACEIT ikke gik igennem.

Nu, mindre end et år efter, det ban løb ud, er han dog blevet bannet igen i en to-årig periode på sin nye konto.

#1(Med 0 svar)
20. februar 2024 kl. 09:58
RasmusRoev
Burde han så ikke ryge helt ud? 2xban må da være permanent? Ynkelig verden vi lever i!
Snakker de vrøvl på internettet? Har de behov for dit indspark? Login eller opret en bruger for at kunne kommentere.