nicoodoz i kamp ved RMR'en i Bukarest.

nicoodoz: "Regnede med Ancient"

Dust2.dk fangede en glad og tilfreds nicoodoz oven på sejren over Astralis.

Dust2.dk ved RMR-turneringen i Rumænien.

Efter danskerderbyet mellem Heroic og Astralis var slut, hev vi nicoodoz fra Heroic til side, til et interview. Det var naturligvis en glad og godt tilfreds nicoodoz vi snakkede med, eftersom Heroic sikkert og fortjent vandt opgøret med de klare cifre, 13-7.

Opgøret blev lidt overraskende spillet på Mirage. Et map som Heroic, modsat Astralis, har set gode ud på. Det kom også som en overraskelse for nicoodoz og hans holdkammerater, at de endte med at spille Mirage. De havde forberedt sig på et helt andet map.

Vi regnede faktisk med, at det ville blive Ancient. De så klart bedre ud på det map (Ancient, red.), og vi havde forberedt os på Ancient, og ikke Mirage. Så, vi var en smule overraskede over, at det blev Mirage, men alligevel også meget selvsikre, fordi vi vidste, at vi er det bedre hold på Mirage. Vi spillede også mod dem i Polen (til IEM Katowice, red.), hvor vi godt nok selv spillede en shaky Mirage, men endte alligevel med at hente en sejr. Derfor var vi også meget selvsikre, da vi fandt ud af, at vi skulle spille Mirage.

Netop Ancient blev fjernet af Astralis, som det femte map i vetoen, inden Heroic fravalgte Nuke, og kun Mirage stod tilbage.

Om kampens forløb på det overraskende mapvalg, medgav nicoodoz, at han følte ham og resten af Heroic-holdet havde godt styr på det.

Det hele var bare meget flydende. Vi havde en god idé om, hvordan de spiller deres CT-side. Og så har vi selv en stærk T side, hvor vi lige ved, hvordan vi skal gribe tingene an. Alt i alt havde vi bare godt styr på dem. Vi vidste nogenlunde, hvad de ville gøre, og vi havde hele tiden modtræk til, hvad de gjorde.

De virkede mere nervøse

Det var nicoodoz og Heroics anden sejr i træk over Astralis. Og endnu mere væsentligt, så var det Heroics anden sejr i træk over Astralis, siden stavn og jabbis skifte til rivalerne, og siden Heroic også har skiftet ud på holdet, hvor nicoodoz selv, er en af de nye i Heroic-trøjen.

Sidst nicoodoz og co. slog Astralis, var til IEM Katowice. Men hvordan kan det være, at Heroic har haft så godt fat i Astralis de seneste par kampe? Det gav nicoodoz, efter lidt let tøven, et par gode bud på.

Det er lidt svært at sige. Jeg tror bare, at vores spillestil passer godt til deres. Så ved jeg heller ikke, om der lidt ekstra nerver på hos dem. Det er et meget omtalt skifte, som to af deres spillere (jabbi og stavn, red.) har lavet. Det kan være der er nogle ting, de tænker på, som vi ikke selv tænker på, og det så påvirker dem negativt. Det tager vi dog naturligvis med glæde, for vi vil altid gerne slå Astralis. Og alle de andre danske hold. Og alle andre hold i verden, for den sags skyld. Vi tager alle de fordele vi kan få.

Lød det med et skævt smil på læben hos Heroics danske AWP'er, inden han efterfølgende satte lidt ord på Heroic-holdets egen udvikling, siden han selv, og de to andre nye, kyxsan og NertZ, er kommet til.

Det har været positivt. Lige nu går vi nærmest ind til alle turneringer uden nogle målsætninger, for vi ved, vi er et nyt hold, og alt kan ske. Det handler for os bare om, at vi spiller vores eget spil, og sørger for, at tage det vi gør til træning med ind på serveren, til kampene. Det er noget vi har haft lidt svært ved. At gøre det lige så godt i kampene, som vi gør til træning. Det er som om, når vi kommer ind i studiet, og det er på LAN, så fryser vi lidt. I stedet for bare at slappe af, have det sjovt, og huske, at det er mega fedt, at vi sidder her og spiller Counter-Strike.

Med sejren over Astralis, gik nicoodoz og resten af Heroic-mandskabet 2-1 i RMR B, og de skal derfor spille om en major-billet, til majoren i København, i morgen.

Og nicoodoz lagde afslutningsvis ikke skjul på, hvor meget det vil betyde, at nå til majoren i den danske hovedstad.

Det betyder enormt meget. Det er den første Major i CS2, plus det er i København. Det kunne være mega fedt, at komme til majoren. Jeg er meget selvsikker på, at vi nok skal gøre det godt.

Selvsikkerheden og selvtilliden fejler i hvert fald ikke noget, hverken hos nicoodoz, eller nogle af hans holdkammerater. Og det skal de forsøge, at tage med sig videre til morgendagens kamp.

#1(Med 0 svar)
20. februar 2024 kl. 15:56
Martin
Dust2 fantasy vinder
Støttet Dust2.dk med 24 julekugler i 2019
Dust2TV sub
Guld Sæsonkort Sæson 15
Guld Sæsonkort Sæson 16
Guld Sæsonkort Sæson 17
God energi på den makker.
Snakker de vrøvl på internettet? Har de behov for dit indspark? Login eller opret en bruger for at kunne kommentere.