Astralis holder major-drømmen i live
De er ikke færdige i Bukarest endnu.
Astralis kan nemlig stadig nå majoren på hjemmebane, da danskerne netop har sendt br0s Monte ud af RMR-turneringen med major-drømmen knust.
Efter en lidt sløv start på Ancient fandt Astralis hurtigt det gode spil frem, som de er kendt for på mappet.
Vigtigt var det især for Astralis, at superstjernen device fandt det gode spil frem, efter han efter nederlaget til Heroic tirsdag var ude og fortælle, at han ikke nød at spille lige nu. Det var dog ikke til at se, da han med en rating på 1.51 skød sejren hjem.
Det gode spil fortsatte dog på ingen måde på Vertigo, som de ellers var gode på mod Spirit i åbningskampen. Efter at have vundet de første to runder, smed Astralis den tredje til pistoler, og herefter gik det meget hurtigt ned ad bakke.
blameF fik blot kaldt sine tropper til yderligere to, inden Monte havde sendt kampen ud på tredje map med en 13-4-sejr.
På Overpass startede Astralis ud med at komme bagud 1-4, og man kunne derfor godt begynde at sidde og ryste og frygte, at det var det for de danske drenge i RMR-turneringen, men så vendte det.
Resten af T-siden gik nemlig Astralis' vej. Efter en flot holdpræstation, hvor alle leverede kills og bidrog sikrede danskerne syv runder inden sideskiftet, og på CT-siden kørte de den hjem.
En flot start bragte Astralis på 11 runder, og selvom Monte vandt tre i træk for at gøre det tæt, var Astralis bedre til sidst, da de sikrede de sidste to runder og tog en 13-8-sejr.
Med sejren betyder det også, at Astralis som minimum er sikret en plads i Last Chance Qualifier. Her møder seks hold hinanden om én plads videre til majoren.
Sådan har holdene klaret sig indtil videre
3-0:
Cloud9
MOUZ
2-1:
Heroic
Spirit
ENCE
Vitality
2-2:
Astralis
1-2:
Preasy
OG
GamerLegion
Guild Eagles
1-3:
Monte
0-3:
Nexus
PERA