Stor brøler på LAN: Jubel taber vigtig runde
I finalen til Obids Kings Cup, som blev spillet ved et LAN i Óbidos, Portugal, har Rhyno-spilleren snapy lært det på den hårde måde.
Efter at have genvundet B-site på Inferno som CT, manglede den 22-årige portugiser nemlig kun at defuse bomben for at udligne mappet til 10-10.
I stedet for at defuse bomben og vinde runden, havde den unge rifler travlt med at juble og råbe nogle ord modstanderens vej, og så blev han i høj grad bare ramt af karma, da han kom til at slippe sin defuse-knap på tastaturet, som kostede dem runden.
AL QATRAO, som var Rhynos modstander i finalen, endte derfor med at bringe sig foran med 11-9 og var dermed et skridt tættere på at vinde det første map i finalen.
Se episoden her:
Vandt kampen alligevel
Selvom snapy og resten af Rhyno tabte en ellers sikker runde, endte de alligevel med at vinde Inferno med cifrene 13-11 efter fire vundne runder i streg.
AL QATRAO svarede stærkt igen på Vertigo, hvor Rhyno stod uden chancer, da det førstnævnte hold vandt med hele 13-6, hvorfor kampen skulle afgøres på Dust2.
Her kunne Rhyno-spillerne endelig kalde sig for mestre af Obidos Kings Cup, da holdet vandt mappet med 13-9, hvilket blev belønnet med 18.000 kroner, mens AL QATRAO måtte nøjes med 11.000 kroner.