Wolves-kamp aflyst efter russiske angreb
Onsdag aften havde Copenhagen Wolves en kamp på programmet i Appolo Series imod Permitta, men den er på grund af elektriske problemer blevet rykket.
Det skriver arrangøren på X.
Der er mere om snakken, da Vladyslav Sabo fra Appolo Series, som blandt andet tidligere har arbejdet for WePlay og BLAST, har bekræftet overfor Dust2.dk, at de elektroniske problemer skyldtes et russisk angreb.
Desværre har vores land omfattende strømafbrydelser på grund af angreb på termiske kraftværker og andre typer kraftværker. Derfor er dette desværre sandt (at russiske angreb var skyld i problemet, red.), skriver talspersonen og tilføjer:
Men vi bebrejder ingen og leder efter en hurtig løsning for at flytte vores broadcastere til Europa, så i løbet af de næste 2-3 dage vil dette problem blive løst.
Siden invasionen i Ukraine af Rusland i februar 2022 har landet været udsat for gentagne angreb, og flere områder er blevet besat af russiske styrker.
Situationen i Ukraine har tidligere markeret sig på CS-scenen, blandt andet dengang NAVI, som havde base i Ukraine, valgte ikke at have russere på holdet, såfremt de er boende eller betaler skat i Rusland.
Det er endnu ikke helt sikkert, hvornår kampen mellem Copenhagen Wolves og Permitta rykkes til, men planen skulle angiveligt være omkring eftermiddag på fredag.