"Penge var aldrig en motivationsfaktor og bliver det aldrig"
Bare tre dage efter RMR-fiaskoen i Shanghai valgte Falcons at lave store ændringer ved at bænke Snappi, dupreeh og Maden.
I forbindelse med nyheden gik Snappi tidligere i dag til tasterne på X for at stille sig til rådighed, hvis man havde nogle forslag eller spørgsmål til ham.
Indtil videre har danskeren svaret på et enkelt spørgsmål i kommentarfeltet på opslaget, hvor han understregede, at penge aldrig var grunden til at skifte til Falcons.
Hvad var drivkraften til at skifte fra ENCE til Falcons, selv da I gjorde det så godt i ENCE?
At spille med de bedste spillere i verdenen. Penge var aldrig en motivationsfaktor og bliver det aldrig.
Snappi sluttede sig til Falcons tilbage i december 2023. I løbet af de næsten 12 måneder blev det til ingen trofæer, og den bedste placering på verdensranglisten var en 7. plads.