Sydamerikanere leverer ny vild overraskelse
På trods af at de er turneringens dårligste hold på papiret, så bliver sydamerikanske 9z bare ved og ved og ved i Dallas.
Først slog de verdensetterne fra MOUZ, derefter gjorde de det af med Liquid for at sikre en plads i gruppefinalen og dermed være sikre på slutspillet, og natten til torsdag leverede de så en ny sensation.
I gruppefinalen slog de nemlig mægtige Vitality med 2-0, og 9z er således direkte klar til semifinalerne ved IEM Dallas.
Sejren kom i hus efter først at have vundet Dust2 13-9, hvilket af uvisse årsager skabte stor frustration hos apEX.
Momentum tog 9z med ind til Anubis, hvor der dog skulle en omgang overtid til, før sydamerikanerne kunne vinde mappet og dermed tage sejren 2-0.
9z er dermed videre til semifinalen i IEM Dallas, hvor de møder vinderen af kvartfinalen mellem FaZe og G2. Vitality er i kvartfinalen, hvor HEROIC venter.