Vilde donk fører MVP-leaderboardet efter første halvdel af 2024
Søndag blev den sidste turnering inden sommerpausen afgjort, da Spirit løftede BLAST Premier Spring Final-trofæet i London og dermed løb med endnu en titel i et indtil videre succesfuldt 2024.
Også på det individuelle plan er der grund til jubel hos Spirit, hvor særligt donk har vist et uhørt højt niveau. Det kan man også se i de uddelte HLTV MVP-medaljer for året indtil videre.
Her har den unge Spirit-stjerne nemlig snuppet hele tre styks indtil videre i 2024. I alt har han fire MVP-medaljer, efter han ved BetBoom Dacha i Dubai sidste år tog karrierens første.
I 2024 har han vundet MVP-titlen i følgende turneringer og med følgende gennemsnitsratings:
-
IEM Katowice - 1.70
-
BetBoom Dacha Beograd - 1.47
-
BLAST Premier Spring Final - 1.33
I alt har HLTV uddelt otte MVP-medaljer i løbet af året indtil videre, og donk er den eneste, der har modtaget mere end én. Alle vinderne i 2024 er:
-
IEM Katowice 2024 - donk
-
PGL CS2 Major København 2024 - jL
-
IEM Chengdu 2024 - broky
-
ESL Pro League S19 - ZywOo
-
BetBoom Dacha Beograd 2024 - donk
-
IEM Dallas 2024 - m0NESY
-
YaLLa Compass 2024 - 910
-
BLAST Premier Spring Final 2024 - donk
To medaljer fra ZywOos debut-år
For at finde samme dominans på årets første halvdel skal vi tilbage til 2021. For selvom det daværende Gambit med sh1ro og Ax1Le sparkede døren ind til toppen af Counter-Strike, så var s1mple også helt ustyrlig.
Her nåede den ukrainske superstjerne nemlig hele fire MVP-medaljer inden spillerpausen. Med til historien hører dog også, at der indtil spillerpausen 2021 blev uddelt 12 MVP-medaljer. I alt vandt s1mple otte MVP-medaljer i 2021, heraf én major-MVP.
2024 er donks første år i top-CS, og han er ligger lige nu lunt i svinget til at overgå ZywOos vilde debut-år i 2019, hvor franskmanden for alvor bragede ind på scenen.
Her endte ZywOo med at vinde fem MVP-medaljer i løbet af året, hvor Vitality blandt andet vandt ECS Sæson 7 Finalerne samt EPICENTER i Moskva og desuden nåede finalerne i ESL One Cologne samt DreamHack Masters Malmö.