Fænomenal debut til TSM
TSM kunne nærmest ikke være kommet bedre fra start med det nye, danske hold.
Mandag debuterede Rejins tropper nemlig, og det var en vaskeægte magtdemonstration mod ukrainske Passion UA, der ligger nummer 50 i verden.
Kampen startede ud med ti fejlfri runder i træk for de danske drenge. Efter en meget god start var TSM nemlig foran hele 10-0 efter ti runder, og det lignede derfor en sand afklapsning af det nye hold.
Passion UA var dog ikke helt ude af kampen og gjorde det alligevel lidt spændende. De to sidste runder i første halvleg og de tre første efter sideskiftet gik nemlig ukrainernes vej, og et muligt comeback var under opsejling, men så sluttede festen.
Rejins tropper fik nemlig styr på verdens 50. bedste hold og vandt de tre nødvendige runder for at tage en 13-5-sejr i debuten.