Asiatisk mandskab gør debut i top 10
Mandskabet fra Mongoliet spiller sig op i top 10, efter en flot præstation i Indien. Dette betyder, at de for første gang er blandt de ti bedste på verdensranglisten.
The MongolZ har i løbet af 2024 sat et stort aftryk på CS2-scenen og markeret sig som et hold, der kan spille med de bedste i verden.
De har i årets løb klatret højere og højere på ranglisten, og nu belønnes de med en tiendeplads, efter en længere periode lige uden for top 10.
Deres resultater i Skyesports Championship har rykket dem to pladser op på ranglisten.
Danskerne
Astralis holder fast på ottendepladsen i denne uges rangliste, selvom de har rivalerne lige i hælene.
TeSes og sjuush med HEROIC har fået deres belønning, efter at have forlænget med organisationen og er nu på niendepladsen, hvor de har overtaget Complexitys plads, som har kæmpet med en formkrise.
Falcons beholder deres 13. plads, mens Sashi falder en plads og nu befinder sig på 28. pladsen.
Ugens højdespringere
Sashis nedgradering skyldes en af ugens store højdespringere, 3DMAX, som vandt Skyesports Championship i Indien. De springer hele ti pladser frem og indtager nu 19. pladsen, mens Aurora, som opnåede en delt 3. plads i samme turnering, rykker fem pladser op.
Derudover har den tyrkiske organisation, Sangal, for første gang formået at komme ind i top 30.