syrsoN og JDC banker Virtus.pro ud af BLAST-gruppespillet
BIG lever videre i gruppe D, mens Virtus.pro for denne gang må sige farvel og tak og i stedet prøve lykken i BLAST Premier Fall Showdown senere på måneden.
Det er status, efter de to duellanter torsdag aften spillede elimineringsbrag ved BLAST Premier Fall-gruppespillet i København.
Her var BIG havnet i elimineringskampen efter nederlag til NAVI onsdag, mens Virtus.pro blev overrumplet af Liquid samme dag og derfor nu havde ryggen mod muren.
Og det skulle blive endnu værre for Jame og co., for særligt syrsoN var ikke dukket op til dagens kamp for at være tilskuer.
Den tyske AWP'er var konstant et problem for Virtus.pro, som måtte se BIG løbe med første map, 13-11, og derfor kunne det allerede blive afgjort på Mirage.
Her var det Virtus.pros tur til at styre slagets gang, og særligt T-siden var velsmurt for James mandskab.
syrsoN gjorde dog fortsat skade på det russiske mandskab, og vi skulle have 23 runder i brug, før Virtus.pro kunne sikre mappet 13-10 og dermed fremtvinge tredje og afgørende map.
Her faldt syrsoN, der ellers havde været fremragende kampen igennem, en smule i kadence, men så var det JDC's tur til at træde i karakter.
Den 24-årige tysker lukkede konstant ned for Virtus.pro, som måtte se BIG gå til pause foran 8-4 og kort efter sidebyttet vinde mappet 13-7. Dermed er BIG videre til lower bracket-kampen, hvor NAVI venter i fredag. Virtus.pro er ude af gruppespillet.