Complexity skyder HEROIC i Showdown
HEROIC er ude af BLAST Premier Fall-gruppespillet, mens Complexity er videre til gruppefinalen mod Spirit.
Det er status, efter de to hold netop har spillet fredagens første consolidation-finale i BLAST-studierne i København.
Her stillede HEROIC endnu engang til start med sAw på serveren i stedet for degster, men den magi de havde tidligere på ugen, da de slog Complexity, var væk i dagens opgør.
På Anubis var defensiven nemlig solid for Complexity, som lukkede helt ned for HEROICs T-side. Efter en 9-3-føring ved pausen kunne amerikanerne tage mappet 13-5, og herefter ventede Ancient.
Her vandt HEROIC i mandagens opgør, og det var da også en mere jævnbyrdig affære på dette map.
Complexitys T-side var dog mere velfungerende her og trods brav kamp fra HEROIC, kunne TeSeS og co. ikke stille noget op mod Complexity, som løb med mappet 13-11 og dermed vandt 2-0.
Sejren sender Complexity i gruppefinalen, hvor Spirit venter, mens HEROIC er ude af gruppespillet og må prøve lykken i BLAST Premier Fall Showdown senere på måneden.