Astralis-træner efter nederlag: "Det er uacceptabelt"
Dust2.dk i Köln
Astralis er færdige ved IEM Cologne.
Tidligere mandag blev de danske stjerner banket ud af G2, som vandt 2-1, men blot gav én og tre runder væk på de to maps, de vandt.
Dust2.dk fangede Astralis' træner, ruggah, til et interview efter kampen, og her var der særligt to ting, han pegede på, der gik galt.
Jeg synes, der er mange ting, der går galt. Vi holder ikke de aftaler, vi har snakket om fem minutter før kampstart - blandt andet på de to maps. Vi fucker vores aftaler op, og så synes jeg, vi igen i dag har en off-dag med flere spillere, der ikke konverterer de situationer, vi skal konvertere.
Astralis-træneren lagde da heller ingen fingre mellem, da han evaluerede på niveauet på de to maps, Astralis tabte mandag, men også dem, de tabte til NAVI søndag.
Jeg synes, det er uacceptabelt, det vi leverer både i dag og i går, og det er også langt, langt under standarden.
Selvom Astralis langt fra levede op til det, de håbede her til Cologne, så er det dog ikke noget, der får alarmklokkerne til at ringe hos ruggah.
Til Dust2.dk slår han nemlig fast, at selvom det endnu en gang ikke blev til et trofæ med dette Astralis-mandskab, så er der ikke udskiftninger i sigte.
I stedet synes træneren, at holdets resultater indtil videre har vist, at de er på rette vej, og at der derfor ikke er nogen grund til at 'male fanden på væggen'.
Altså, hvis man skal derop og konkurrere med de bedste i verden, så kræver det også tid. Selvfølgelig havde det været fint med en sensationsoverskrift om, at vi nu skulle til at skifte ud, men det er ikke det, der er i pipelinen.
Vi tror på projektet og skal gerne toppe hen af mod majoren. Vi havde håbet, vi var tættere på nu, og at vi kunne lave et run til Cologne, men jeg synes også, den periode, vi har haft sammen, har vist, at vi godt kan gøre skade. Jeg tror også, det er første gang, vi ikke når slutspillet.
Der er ingen grund til at male fanden på væggen, men vi er selvfølgelig super skuffede, og det skal vi også føle, for vi føler, vi er bedre end det her.
Se hele interviewet herunder: