Helt vanvittige tal: Mere end 40.000 spillere tilmeldt
Man kan for alvor smage majoren er kommet i gang, med Dust2tv på fuld skrue for at følge de danske hold og spillere i de lukkede kvalifikationer.
I Asien er kvalifikationerne også kommet fra land, og især den kinesiske kvalifikation ser ud til at blive lang og underholdende, da intet mindre end 8643 hold er tilmeldt kvalifikationen.
Det fremgår af et billede, som Perfect World-casteren Searph har delt på X.
For at sætte det i perspektiv er det helt præcis 43.215 personer, der spiller med om de fem pladser videre fra kvalifikationen til den lukkede, kinesiske kvalifikation, hvori TYLOO, Rare Atom og CatEvil venter.
Til sammenligning havde den kinesiske kvalifikation for majoren i København 3.186 tilmeldte hold, hvorfor den igangværende kvalifikation allerede har mere end dobbelt så mange tilmeldte hold, der alle drømmer om at nå majoren på hjemmebane i Shanghai.
Det er dog ikke alle regioner i Asien, som er helt lige så dedikeret, da kun ni hold er tilmeldt den arabiske kvalifikation. Herblandti er Kjaerbyes tidligere hold, JiJieHao, tilmeldt.