Stjernetrio sikrer sejren for G2
Mens FaZe skuffede i deres åbningskamp i ESL Pro League tirsdag, så var der ingen slinger i valsen for G2, da de skød gruppe B i gang tirsdag aften.
Anført af NiKo, m0NESY og malbsMd gjorde de det nemlig af med KOI, som dog kom bedst fra start i kampen.
På Inferno kom KOI nemlig op på en 7-3-føring, men så gik de totalt i stå. Så meget, at G2 først vandt de to sidste runder inden pausen og derefter skød sejren hjem med en fejlfri T-side og således vandt 13-7.
Herefter ventede Mirage, og her kom KOI igen foran. Denne gang lød føringen på 8-3, før G2 vågnede op, men på CT-siden blev der lukket godt og grundigt ned for KOI. Særligt NiKo og malbsMd leverede, og G2 kunne således vinde mappet 13-10 og dermed kampen 2-0.
Sejren sender G2 videre i upper bracket i gruppe B, hvor enten The MongolZ eller 3DMAX venter torsdag. KOI er i lower bracket, hvor taberen af 3DMAX' kamp venter.