NAVI og Eternal Fire sikrer plads i slutspillet
ESL Pro League er i fuld gang, og onsdag aften fik vi sat navn på de første to mandskaber, som vi får at se i slutspillet på Malta senere på måneden.
NAVI gentog nemlig præstationen fra åbningskampen, hvor de besejrede Lynn Vision, og gjorde det af med NIP 2-0 og er således klar til gruppefinalen i gruppe A, hvor det skal afgøres, hvornår i slutspillet de indtræder.
I gruppefinalen venter Eternal Fire, som ikke levnede Sangal mange chancer. Særligt på andet map i 2-0-sejren var tyrkerne for stærke, og her kunne både woxic og Calyx notere sig en KAST% på 100, da Eternal Fire løb med mappet 13-1.
Vinderen af gruppefinalen er direkte i kvartfinalen, mens taberen må en tur i anden play-off-runde, altså lige ét led før kvartfinalen.
Nederlaget til NAVI betyder, at NIP skal møde FaZe i overlevelseskamp torsdag. Her ryger taberen i Last Chance-stadiet, mens vinderen går videre til lower bracket-finalen. Sangal skal i samme overlevelseskamp. Her venter HEROIC.
NAVI og Eternal Fires gruppefinale spilles lørdag.