NoProblemGuy er ny mand i MASONIC.

MASONIC sætter kløerne i NoProblemGuy

En ny femtemand er ikke længere et problem for MASONIC.

MASONIC er igen fuldtallige, da de henter NoProblemGuy ind som ny mand i den sorte trøje.

Det skriver MASONIC på sin hjemmeside torsdag eftermiddag.

MASONIC har siden begyndelsen af juli været på jagt efter en ny femtemand, da Falk blev rykket ned på akademiholdet, fordi han skal til at starte i 3.g. I første omgang blev Lethj hevet ind på prøve, men nu er en permanent løsning i NoProblemGuy altså fundet.

Den 21-årige spiller har de seneste tre sæsoner af POWER Ligaen tørnet ud for IMA PROBLEM, men CV'et tæller også Falcons, Atlantic og mixholdet New Generation. I alt har NoProblemGuy i de seneste 12 sæsoner af POWER Ligaen spillet med i otte af dem.

Og den nye spiller får roser på vejen af blaq, som forudser, at hele MASONIC-mandskabet bliver bedre af den erfaring, han bringer til bordet.

Daniel (NoProblemGuy red.) er en spændende spiller, der gerne vil have indflydelse på banen. Han kommer helt sikkert til at gøre de andre spillere bedre i flere situationer, med hans kommunikation og beslutsomhed. Resultaterne med IMAPROBLEM mandskabet har været fornuftige, og det er derfor naturligt at kigge på en spiller som NoProblemGuy som vores sidste brik på holdet, lyder det fra blaq.

NoProblemGuy og IMA PROBLEM sikrede akkurat overlevelsen i seneste sæson af POWER Ligaen, hvor de endte på sjettepladsen og dermed undgik relegation-spillet. Holdet fortsætter dog ikke på spottet, oplyser NoProblemGuy.

Han glæder sig imidlertid over nu at trække i MASONIC-trøjen, som han har haft et godt øje til i et stykke tid.

Jeg er sindssygt glad for at kunne blive en del af MASONIC, da det altid har været en organisation, jeg har hørt og set gode ting fra, lige siden de kom på scenen. Derfor ser jeg virkelig frem til at blive en del af holdet.

Jeg glæder mig også ekstremt meget til at komme ind på et hold, hvor spillerne ikke kun er talentfulde, men også har en stor sult efter at udvikle sig. Jeg kender allerede et par af gutterne, og jeg ser virkelig frem til at se, hvor denne rejse fører os hen, udtaler spilleren til MASONICs hjemmeside.

MASONIC, der for to år siden vandt POWER Ligaen to gange, rykkede i sidste sæson af 1. division op i POWER Ligaen, da de besejrede Preasy i oprykningsspillet.

Med tilføjelsen af NoProblemGuy er MASONIC nu:

  • Danmark Zanto

  • Danmark Botman

  • Danmark Noruyp

  • Danmark fr0slev

  • Danmark NoProblemGuy

  • Danmark blaq (Coach)

Snakker de vrøvl på internettet? Har de behov for dit indspark? Login eller opret en bruger for at kunne kommentere.