jL skyder Eternal Fire i sænk
I gruppefinalen mod tyrkerne fra Eternal Fire var det major-MVP'en, jL, som var mødt skarpest på serveren, da NAVI vandt 2-0.
NAVI og Eternal Fire havde allerede sikret sig videre deltagelse i slutspillet ved ESL Pro League, men i gruppefinalen kunne et af holdene sikre sig en direkte billet til kvartfinalen.
Begge mandskaber havde vundet deres to første kampe i gruppespillet med 2-0, så derfor var der lagt op til et spændende opgør.
Første map, Anubis, blev en intens affære, hvor tre omgange overtid måtte til, før NAVI kunne trække sig sejrrigt ud med 22-20. Det var især jL, der trådte i karakter med imponerende 40 kills og afgørende spil i overtiden, der lukkede mappet til NAVIs fordel.
På det efterfølgende map, Nuke, var der mindre tvivl om udfaldet. NAVI dominerede fra start og lukkede kampen med en 13-5-sejr, igen med jL i front med 20 kills. Hans samlede rating over to maps landede på 1.59.
Dermed er NAVI klar til kvartfinalen, som spilles den 19-20. september. Eternal Fire skal spille i Playoff-runde 2.