Patti taber i comeback - på vej til kassad-projekt?
Siden juli har Patti været placeret på bænken i Gaimin Gladiators, efter han og salazar skulle gøre plads til roeJ og nicoodoz.
Efter et godt stykke tid uden kampe var Patti torsdag aften tilbage på serveren, da han spillede med BLEED i FASTCUP CSGORUN Cup mod polske lajtbitexe. Patti spillede med i stedet for nexa, der blev bænket for nylig.
Det endte ikke med at blive et succesfuldt comeback på serveren, da han og resten af BLEED tabte med 1-2 i en tæt affære til det polske mandskab.
Over alle tre maps var det marginalerne, der afgjorde kampen. Polakkerne vandt det første map i 24. og sidste runde, mens BLEED snuppede det andet map i overtid. På det tredje map var det tæt, indtil polakkerne satte slutspurten ind til sidst.
Ifølge insideren Gromov på X er det umiddelbart ikke kun denne ene gang, at Patti spiller sammen med BLEED, da han angiveligt er på prøve i den singaporeanske organisation.