NAVI banker Falcons i åbningskampen
NAVI er nu sikre på at komme i arenaen til BLAST Premier Fall Final, mens Falcons er ét nederlag fra eliminering.
Det er status, efter de to mandskaber netop har spillet åbningskamp i megaturneringen i København.
Her stillede begge hold med deres kaptajner, som ellers var sygemeldt til tirsdagens mediedag i protest mod Astralis' nødudskiftning af br0.
Det var en jævnbyrdig affære i første omgang på Anubis, hvor NAVI kunne tage en snæver 7-5-føring med til pause. Efter sidebyttet blev der dog lukket totalt ned for Falcons, som ikke mønstrede en eneste runde på T-siden og således måtte se sig slået 13-5.
Derefter ventede Ancient, og her fortsatte NAVI dominansen i første omgang. Men efter fire runder vågnede Falcons langt om længe op og fik opbygget momentum. Så meget, at de fik taget syv runder inden sidebyttet, og tredje og afgørende map lurede derfor.
NAVI ville det dog anderledes og anført af jL kunne Aleksibs tropper besejre et bravt kæmpende Falcons-mandskab 13-10 og dermed vinde 2-0.
Sejren sikrer NAVI en plads i slutspillet og dermed en kamp på scenen, når holdene senere på ugen indtager Forum. Falcons skal spille elimineringskamp mod taberen af kampen mellem FaZe og G2 torsdag. G2 og FaZe mødes senere onsdag.