Staehr vil ikke give drama skylden for chok-start
Dust2.dk ved BLAST Premier Fall Final 2024 i København.
Astralis fik sig lidt af en chok-start, da Vitality bankede dem på første map 13-0.
Lidt bedre gik det på andet map, hvor Astralis kom op på fire runder, men det var stadig et svidende nederlag til Vitality.
Med alt den omtale Astralis har fået de seneste dage, der ikke handlede om spillet, kunne man forestille sig, at det har påvirket spillerne.
Men Staehr mener ikke, at det er alt dramaet udenfor serveren, som havde sat sig i hovedet på spillerne, og som lige skulle ud af systemet i den første kamp.
Det fortæller han i kort interview med Dust2.dk efter kampen.
Jeg ved ikke om det er fordi, der er nerver på, men noget udenom, det tror jeg ikke. Jeg tror bare det stadig er nyt, og man skal vænne sig til en helt ny form for spillestil. Hvis man ikke lige nailer den første gang, og det er noget helt nyt, så kommer der større fejl, end der normalt ville komme. Så koster det dyrere, og man taber nogle flere runder på det. Så jeg føler ikke noget uden for spillet har påvirket os som sådan. Det har vi prøvet at lade være med at fokusere på.
Selvom Astralis ikke havde de store chancer mod Vitality, så er BLAST Fall Final ikke bare en træningsturnering. Målet er stadig det samme: At nå at spille foran publikum.
Stadig det samme. Næste kamp bliver nemmere, vil jeg mene, for Vitality er gode, når de har en god dag, det kan man ikke tage fra dem, så det er jo en svær første kamp vi skal have, når vi har haft seks dages træning. Målet er stadig det samme, vi vil gerne ind i den arena, og vi vil gerne vinde næste kamp.
Jeg tror også, at vi sagtens kan gøre det, selvom vi kun har haft en uges træning.
Nu har i oplevet en del modgang som nyt hold. Er det ikke også noget, der kan ryste jer sammen og styrke holdet?
Det ved jeg ikke, det tænker vi ikke over.
Astralis' næste kamp er torsdag klokken 17:00, hvor de møder taberen af opgøret mellem Liquid og Spirit.