Preasy-stjerne er Ugens Spiller
Endnu en spilleuge i POWER Ligaen er veloverstået, og i denne uge skal Ugens Spiller findes i Preasy-lejren, da det er ingen ringere end JBOEN.
Det står klart, efter Dust2.dks brugere har stemt, og der var ikke megen tvivl at spore hos læserne, eftersom Preasy-stjernen løb med hele 63 procent af stemmerne.
Titlen som Ugens Spiller kommer i hus efter en uge, hvor JBOEN og Preasy kunne smække yderligere seks point på kontoen, da de sejrede mod både Astralis Talent og Sashi Academy.
I begge kampe var JBOEN i fin form og særligt i 13-2-sejren over sit gamle hold, Astralis Talent, var han varm. Med en K/D på hele 6,6 og en rating på 2,21 havde han stor i aktie i sejren og i, at Preasy kan holde weekend på POWER Ligaens 2. plads.
Med i opløbet var også JBOENs holdkammerat Beccie samt MASONICs Zanto, der tegnede sig for henholdsvis 9 og 28 procent af stemmerne.
Sådan fordelte stemmerne sig:
-
JBOEN - 63%
-
Zanto - 28%
-
Beccie - 9%