Seneste store turnering fra PGL's hånd var majoren i København i marts sidste år.

PGL-boss løfter sløret for de vilde præmiepuljer

Ifølge PGL-direktøren er det op til organisationerne selv at fordele præmiepengene.

Det medførte nok en del hævede øjenbryn, da PGL sidste år kunne løfte sløret for deres turneringsplaner for 2025 og 2026.

Foruden en lang række turneringer over det meste af kloden, så var præmiepuljerne til hver turnering på svimlende 1,25 millioner dollars, godt ni millioner kroner, og altså i samme skala som en major.

Nu har PGL's direktør taget bladet fra munden og kastet mere lys over, hvad præmiepengene dækker over. Og de mange millioner, holdene er stillet i udsigt i PGL's turneringer, er én samlet pose penge, der ryger afsted til organisationen efter turneringen.

Det skriver Silviu Stroie, der er administrerende direktør i PGL, på X torsdag.

I denne branche antages det som standard, at præmier går til spillerne, medmindre det eksplicit er angivet som en "holdpræmie", "klubpræmie", "organisationspræmie" eller "deltagelsesincitament". Vi gør tingene anderledes. I stedet for at opdele midlerne i forskellige kategorier, går hele beløbet som én samlet betaling til organisationen. Holdene modtager det fulde beløb, udelukkende baseret på deres præstation, inden for to uger efter begivenheden.

Ifølge PGL-bossen er den samlede pulje et ønske fra PGLs side om ikke at diktere, hvordan præmiepengene fordeles internt på holdene.

Og så sender han en lille stikpille afsted til nogle af de andre turneringsarrangører, heriblandt ESL, som belønner holdene for aktivt at tilvælge deres events.

Det er op til organisationerne at beslutte, hvordan de bruger pengene – hvad enten det er til lønninger, holdudvikling, rekruttering eller drift. PGL kommer ikke til at diktere, hvordan holdene skal fordele deres indtjening.

Ingen komplicerede strukturer, ingen unødvendige krav – bare et fair system. Vi tvinger ikke organisationer til at deltage i størstedelen af vores begivenheder for at blive belønnet. Vores fokus er at levere topklassebegivenheder, og vi sætter pris på alle, der nyder dem.

Til PGL Cluj-Napoca, som begynder om godt to uger, er Astralis blandt andet på deltagerlisten, og med fordelingen af præmiepengene er cadiaN og co. allerede sikret knap 90.000 kroner, hvis de skulle ryge ud af turneringen på en sidsteplads.

Skulle Astralis vinde bare én kamp, så er de efter alt at dømme sikre på 134.000 kroner, da de i så fald ikke vil ende sidst i turneringen.

Der er dog hele 2,87 millioner kroner til vinderen af turneringen, altså godt det samme som IEM Katowice, der skydes i gang i morgen.

Faktaboks

Præmiepengefordelingen til PGL Cluj-Napoca er:

1. plads ~ 2,87 millioner kroner
2. plads ~ 1,34 millioner kroner
3. plads ~ 1,07 millioner kroner
4. plads ~ 628.000 kroner
5.-8. plads ~ 449.000 kroner
5.-8. plads ~ 449.000 kroner
5.-8. plads ~ 449.000 kroner
5.-8. plads ~ 449.000 kroner
9.-11. plads ~ 224.000 kroner
9.-11. plads ~ 224.000 kroner
9.-11. plads ~ 224.000 kroner
12.-14. plads ~ 134.000 kroner
12.-14. plads ~ 134.000 kroner
12.-14. plads ~ 134.000 kroner
15.-16. plads ~ 90.000 kroner
15.-16. plads ~ 90.000 kroner

Snakker de vrøvl på internettet? Har de behov for dit indspark? Login eller opret en bruger for at kunne kommentere.