
Vitality klar til fjerde finale i træk
Det er svært at se, hvem der skal stoppe Vitality for tiden. ZywOo og co. tromler bare derudaf, og lørdagens semifinalekamp mod The MongolZ - ved IEM Melbourne - blev ingen undtagelse.
Vitality leverede endnu en magtdemonstration, og de spillede sig samtidig i deres fjerde store finale i træk. Og det gjorde de vel at mærke med deres 20. sejr på stribe på LAN. Holdet kan dermed dufte deres fjerde trofæ i streg.
Nedsablingen af The MongolZ, i lørdagens anden og sidste semifinale i Melbourne, startede ud på MongolZ' map, Mirage. Her tromlede Vitality henover MongolZ, indtil der stod 13-3.
Undervejs var Vitality foran med hele 11-1 før pausen. mezii var Vitalitys bedste mand med en 19-5-score og en rating på 1,84.
Efter pinslerne var overstået for MongolZ på deres egen bane, fortsatte de i stedet på Vitalitys map, Nuke. Et map, hvorpå MongolZ ellers rent faktisk formåede at besejre Vitality under ESL Pro League.
Denne gang kom hele Mongoliets stolthed dog ikke i nærheden af sejren. Med en stærk T-side kværnede Vitality deres modstander inden pausen. Og med en pauseføring på 10-2 var det en smal sag for ZywOo og kompagni, at lukke kampen ved stillingen 13-3.
Det var i øvrigt tredje gang indtil videre i år, at Vitality besejrede The MongolZ i en semifinale ved en stor LAN-turnering.
I finalen skal Vitality søndag op imod Magisk og TeSeS' Falcons, der tidligere lørdag besejrede og sendte MOUZ ud i turneringens første semifinale.
Sidst Vitality og Falcons mødte hinanden var i gruppefinalen i samme turnering. Her vandt Vitality samlet 2-0, med cifrene 16-13 og 13-8. I finalen spiller de BO5 i stedet for BO3.