![](https://img-cdn.hltv.org/gallerypicture/W5e7T4ONIecfp-IBg-aMFb.jpg?ixlib=java-2.1.0&w=1200&s=3581c839d06e8962712276957c326b45)
NA-hold kollapser totalt efter interne stridigheder
Det sker fra tid til anden, at hold går i opløsning, og spillerne søger videre hver for sig, og det er der som sådan ikke noget odiøst i.
Men lige i det nordamerikanske holds, Party Astronauts, tilfælde er der alligevel mere til historien.
Holdet, der ellers lå godt til i den nordamerikanske ESL Challenger League og var én kamp fra at kvalificere sig til BLAST Rising, som i sidste ende giver adgang til BLAST Open, er nemlig gået totalt i opløsning på kort tid.
Det begyndte med, at deres nu tidligere coach, Axed, som også har Evil Geniuses og BOSS på coach-CV'et, samt Walco forlod holdet og smækkede med døren efter sig.
Blandt andet beskrev Axed, hvordan der var "massiv mangel på intern tillid, kommunikation og respekt" på holdet.
Desuden sendte han også en bredside afsted mod en af spillerne, der senere viste sig at være FaNg, de fleste her i Europa nok mest kender for at have tørnet ud for Complexity.
Din mangel på professionalisme har kostet dig BLAST Open-kvalifikationerne, den lukkede IEM Dallas-kvalifikation, Fragadelphia, ESL Challenger League og din VRS-kerne.
Du har gravet din egen grav, slutter Axed i sit opslag på X.
Party Astronauts lå ellers på andenpladsen i ESL Challenger League, men da de ikke har flere udskiftninger tilbage, kan de nu ikke stille med fuldt hold i turneringen. Desuden havde de kvalificeret sig til den lukkede IEM Dallas-kvalifikation.
FaNg: "Du gravede graven"
Svineren fra Axed er ikke gået ubemærket hen hos FaNg og resten af Party Astronauts.
På X svarer den 22-årige canadier igen på vegne af resten af holdet og langer samtidig hårdt ud efter Axed.
Vi tog en chance med dig og gav dig en mulighed, da ingen andre ville. Og det er en skam, at en person, som vi troede kom med gode intentioner, ene og alene kunne overrumple os – et hold, der har arbejdet målrettet mod CS-succeser – og i processen ødelægge spillernes omdømme og hårde arbejde.
Vores hold ER bygget på kommunikation, men du gjorde meget lidt for at give nogen form for vejledning. Og hvis du med irrationelle og uforudsigelige beslutninger mener, at vi faktisk UDVIKLEDE spillernes CS2-færdigheder eller spil som et hold, så står vi ved vores “adfærd”. Hvilke roster-“beslutninger”??? DER VAR INGEN ROSTER-BESLUTNINGER!!!
Dette er virkelig skuffende og respektløst. Du viser en total mangel på modenhed og empati. Det faktum, at du ønsker at se os i en grav, taler for sig selv. DU GRAVEDE GRAVEN.
At du kunne ødelægge individers indsats og selvtillid på egen hånd er fuldstændig uforståeligt. Men nu har du vist, hvem du egentlig er, skriver FaNg.
Misæren stopper dog langt fra med mudderkast mellem FaNg og Axed. Også spilleren Walco har budt ind, og han langer ligesom Axed kraftigt ud efter FaNg, som han beskylder for at være grunden til, at holdet er gået i opløsning.
Først og fremmest ville holdet 100 % have overlevet og trivedes, hvis FaNg ikke havde haft et enormt ego, eller hvis Ben (ben1337, red.) havde taget affære og forsøgt at håndtere det i stedet for at lade det løbe løbsk så længe.
Længere nede i opslaget lægger Walco heller ikke fingre imellem i forhold til at kritisere FaNgs egenskaber som holdkammerat.
Ud fra min erfaring har FaNg vist, at han ikke er villig til at arbejde sammen med folk, der kritiserer ham eller er uenige med ham. Når han bliver mødt med kritik eller dårlige stats, raser han og går til angreb på folk og beslutter, at alt, der gik galt – både i og uden for serveren – er andres skyld, mens han selv bare “gør sit bedste”.
Party Astronauts' plads i den lukkede IEM Dallas-kvalifikation er i stedet gået til Nouns, mens MIGHT har snuppet pladsen i BLAST-kvalifikationen, da de vandt kampen, efter Party Astronauts ikke stillede til start.
Party Astronauts var:
-
viz
-
ben1337
-
Walco
-
FaNg
-
ogwizard
-
Axed (Coach)