![](https://img-cdn.hltv.org/gallerypicture/dNsAQxzd7cdO4IEESKgjLq.jpg?ixlib=java-2.1.0&w=1200&s=b3f13965cbe3a70d7e4ac525af57c0f9)
TeSeS: "Der er nogle større personligheder her"
Dust2.dk ved PGL Cluj-Napoca i Rumænien.
Umiddelbart efter mødet mellem Falcons og FlyQuest var overstået, fangede Dust2.dk TeSeS til et kort interview.
Eftersom TeSeS og Falcons formåede at vinde kampen, var det naturligvis en tilfreds TeSeS, som Dust2.dk fangede. En tilfredshed, som danskeren gav klart udtryk for, da vi spurgte ind til kampen.
Det var en fed kamp at spille. Allesammen nød det. Vi spillede på vores instinkter, og det vi har trænet på de sidste par uger, fik vi vist lidt af i dag. Jeg synes stadig vi har et højere niveau gemt i os, men i dag var det trods alt meget bedre end den sidste kamp vi spillede på LAN.
Vi formåede at gøre de ting, vi havde snakket om op til kampen.
TeSeS og resten af det nye Falcons-hold har fået en blandet start, siden den nuværende udgave af holdet blev til. Ved BLAST Bounty røg de ud i anden runde, mens de bragede ud af hovedturneringen ved IEM Katowice på en delt sidsteplads.
Efter Katowice, og op til PGL Cluj-Napoca, tankede de en smule selvtillid i IEM Dallas-kvalifikationen, hvor de formåede, at kvalificere sig til IEM Dallas.
![](https://img-cdn.hltv.org/gallerypicture/rmLVGUR0EZqk9b8oN-DzNA.jpg?ixlib=java-2.1.0&m=%2Fm.png&mw=160&mx=30&my=710&w=1200&s=d54cd305656895eb66f3626ac30ff2d6)
Den lille succeshistorie, sammeholdt med åbningssejren ved PGL Cluj-Napoca, over FlyQuest, skyldes ifølge TeSeS blandt andet nogle ændringer i både mentaliteten og tilgangen til kampene.
I vores første officielle kampe, særligt til Katowice, var det meget sådan, at "nu skal vi have styr det hele". Vi prøvede måske, at have kontrol med og holde styr på alt for mange ting på samme tid. Nu har vi en lidt mere afslappet tilgang til tingene, særligt før kampene. Vi har en større tro på, at alle har styr på hver sit, at vi nok skal klare det, og vi nok skal gå ind og gøre det godt.
Spillerne på holdet er gode nok til, at de hver især kan tage ansvar for sit, både op til og under kampene. Det er også en af grundene til, at vi lykkedes i dag.
Let tilvænning
Efter at have vendt kampen mod FlyQuest, og starten af tilværelsen på det nye Falcons-hold, faldt snakken på TeSeS' personlige tilvænning til sin nye tilværelse, både på og uden for serveren.
Her fremhævede den 24-årige dansker blandt andet sin landsmand og nye coach, zonic, samt Falcons' danske sportspsykolog, Lars Robl.
Kulturen er god. zonic og Lars Robl har altid haft den her kultur, som det er nemt at være i. De repræsenterer også de værdier og den kultur, som jeg er vant til at være i, og som jeg godt kan lide. Så for mig har det egentlig været en let tilvænningsperiode. Og så er der nogle større personligheder her, på det her hold, end der var på mine tidligere hold.
Indtil nu har det været godt. Alle er utrolig hjælpsomme, og det er nogle gode holdkammerater.
Til sidst faldt snakken på en af TeSeS' nye holdkammerater, verdensstjernen NiKo. På deres tidligere hold, har både TeSeS og NiKo haft nogle af de samme roller, særligt på T-siden, hvor de ofte begge har fungeret som entry.
Den rolle har TeSeS nu mere eller mindre måtte afgive til NiKo.
Det er lidt sjovt med ham (NiKo, red.). Normalt vil jeg sige til ham, at han skal lade mig gå først. Men han når nærmest altid, at sige det før jeg gør. Det er noget jeg lige skal vænne mig til. For det meste er mine roller nu således, at jeg er anden- eller tredjemanden. Det er lidt uvant for mig, men det er udmærket og helt fint med mig, sagde TeSeS med et smil.
Har du lært noget indtil videre - nogle tricks - af at spille sammen med NiKo?
Jeg ved ikke om jeg som sådan har lært nogle tricks af ham. Men har han mange gode inputs, især på CT-siden. Han er rigtig god til at forklare forskellige reaktioner, hvordan han synes vores spil skal fungere, og hvilke tanker han generelt har om hvordan vi skal spille. På den måde hjælper han meget, lød det til sidst fra danskeren.
Næste opgave for TeSeS og Falcons bliver lørdag, hvor de spiller "1-0"-kamp i den sjove ende af tabellen ved PGL Cluj-Napoca.
Hvem de møder lørdag, er endnu uvist.